Nordjyske golfbaner mister indtægter pga. regnvejret
8. september 2017 - kl. 13:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Golfklub ramt af oversvømmelser. Møder du en golfspiller på din vej, så bær lidt over med vedkommende. I disse dage er de lokale baner nemlig lukket pga. de massive regnmængder og jordens muligheder for at tage fra efter de mange mm..
I Sæby Golfklub opstod der massive problemer, da Sæby Å torsdag morgen var gået over sine bredder på tværs af golfbanen, hvilket tvang greenkeeperne til at lukke for faciliteterne. Jorden var i forvejen mættet og meget fugtig, så de 33 mm. regn, der faldt i løbet af onsdag eftermiddag og nat, forbedrede på ingen måde situationen.
Klimaet har forandret sig, og regnmængderne i Danmark er stadig tiltagende, og det giver problemer for dem i Sæby Golfklub, der må skuffe de forventningsfulde 846 medlemmer, mens vandmasserne ledes væk og arealet bliver sig selv igen.
Chefgreenkeeper Jens Bjerregaard udtaler: ”Banen bliver blokeret, for i de korte perioder hvor der forekommer nedbør i de mængder, bliver vi presset, fordi åer ikke trækker vand ud i havet pga. blokeringerne nedstrøms. Dette skaber forhindringer, som får vandet til at hobe sig op på vores område”.
”Det er aldrig rart, når det sker, og vi måtte skuffe en masse medlemmer. Torsdag var der reservationer af 40 betalende gæster, svarende til en dagsindtægt på knap 10.000 kr. for den ene dag”, fortæller sekretær Inge Thomsen, som er i fuld gang med at omdirigere forventningsfulde gæster til øvrige klubber, – en udfordring, fordi de fleste golfklubber i vores område enten er lukket eller har restriktioner for brug bl.a. i form af kørselsforbud pga. vandet.
Ikke kun i Sæby er der problemer med for meget vand på banen, men også i Frederikshavn, Hals og Dronninglund er banerne lukket. Banerne er fortsat lukkede fredag, mens vandet forsigtigt er på tilbagetog.
I Sæby Golfklub er der dog fortsat en udfordring pga. jordens bonitet omkring Sæby Å. Situationen betragtes løbende og opdateres på golfklubbens hjemmeside, så snart der er nyt i sagen. Chefgreenkeeperen må dog allerede nu med ærgrelse konstatere, at en fuld spilbar bane ikke bliver en realitet i den kommende weekend.
En kedelig situation for Sæby Golfklub, og man må sige, at adressen Vandløsvej lige p.t. ikke er den rigtige.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyske golfbaner mister indtægter pga. regnvejret' til en bekendt