
Historien om Fitnessbanden og deres ægtefæller
8. september 2017 - kl. 6:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I starten var det udelukkende en gruppe KOL patienter fra Sæby og omegn, men efter opstart i Fitness4you kom gruppen til at omfatte både KOL patienter, hjerte patienter og diabetes patienter. Gruppen fik navnet Fitnessbanden og har i dag næsten 20 medlemmer. Medlemmerne mødes 2 gange hver uge til træning i Fittnes4you i Sæby.
Søren Christensen, der er ”formand” for Fitnessbanden fortæller, at der i marts 2016 var 12 personer, som mødtes i Sæby Sundhedshus. Alle var henvist fra deres læger for at deltage i et KOL rehabiliterings forløb, der var bestemt til at vare 6 uger med 2 gange om ugen.
De blev modtaget af Liselotte Noer Christensen som fortalte, hvad dette handlede om, og hvad KOL er for en sygdom.
De mødtes tirsdage og torsdage og samtidig med at de fysisk blev trænet, voksede der et socialt sammenhold op, og det blev styrket, som tiden gik.
Gruppen fik også undervisning i kost og i at leve med sygdommen KOL. Da de 6 uger næsten var gået, fik de et tilbud om yderlige 5 uger, dette sagde de alle tak til.
”Efter de 11 uger og 22 gange var det slut, kommunen ville ikke bevilge mere, men der var 4, der ville fortsætte træning og det sociale sammenhold. Det var nu gået op for os at træning er sundt, men det sociale er mindst ligeså vigtigt”, fortæller Søren Christensen, og fortsætter:
”Vi startede i svømmehallen i Sæby, men der var for få maskiner. Den 1. oktober 2016 startede der et nyt fitnesscenter i Sæby, hvor vi meldte os ind. Vi 4 blev modtaget med åbne arme og smil”.
De 4 ”patienter” er nu vokset til næsten 20, som mødes 2 gange om ugen. Det har givet alle en helt ny tilværelse, et stort sammenhold og fælles ansvar for at møde op og bidrage til, at alle får optimal træning og social fællesskab de 2 gange om ugen.
Flere af medlemmerne i Fitnessbanden, havde opgivet at træne alene, men medlemsskabet af Fitnessbanden, har givet alle en helt ny vinkel på fysisk træning og næsten alle møder op hver gang. Der bliver moppet, når Fitnessbanden mødes tirsdag og torsdag – og medlemmernes ”alternative adfærd” eller bemærkninger under træningen og samværet bliver ført til protokols af formanden Søren Christensen.
Der er plads til mange flere medlemmer af Fitnessbanden – medlemmer, som kan se frem til en helt anderledes og alternativ måde at få sin nødvendige motion på som KOL patienter, hjerte patienter og diabetes patienter.
Nogle af de trænende ”patienter” har også taget ægtefælle med til de 2 gange ugentlige motion og social samvær.
”Vi er i dag vokset til næsten 20 personer, alle pensionister”, fortæller Søren Christensen, og de har fået lavet deres egen trænings T-shirt med tryk på bryst og ryg.
Fitnessbanden på brystet
og følgende tekst på ryggen:
Vi vil . . .
Vi kan . . .
Vi gør’et . . .
Medlemmerne af Fitnessbanden fortæller, at de har det fantastisk hver tirsdag og torsdag – og at der også er plads til dig.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Historien om Fitnessbanden og deres ægtefæller' til en bekendt