
Ankestyrelsen har udtalt sig om Park og Vej-opgaver
25. august 2017 - kl. 11:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Ankestyrelsen har udtalt sig vedr. Park og Vejs udførelse af opgaver for private. Sagen behandles på Byrådets møde den 30. august.
Statsforvaltningen, som fører tilsyn med kommunerne, anmodede i en henvendelse i begyndelsen af februar Byrådet om en udtalelse ang. Park og Vejs udførelse af opgaver for private. Svaret til Statsforvaltningen blev behandlet på byrådsmødet sidst i april.
Der er siden modtaget en afgørelse i sagen fra Ankestyrelsen. Ankestyrelsen skriver i afgørelsen at: ”I lyset af de seneste års reduktion af overskudskapacitet, der fortsat pågår i Frederikshavn Kommune, finder Ankestyrelsen ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at kommunens aktuelle udførelse af opgaver for private er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne om overskudskapacitet.”
Ankestyrelsen skriver videre, at man ikke har grundlag for at antage, at kommunens kapacitet i form af personale og materiel til brug for Parks og Vejs drifts- og anlægsopgaver og tilvejebringelse af produkter til brug for kommunens udsmykning af bl.a. bymiljø, er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale.
Ankestyrelsen bemærker, at kommunen i sine fortsatte bestræbelser på at nedbringe overkapacitet, skal være opmærksom på, at det skal indgå som et element i kommunens overvejelser, om opgaven i øvrigt kan varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.
Ankestyrelsen konkluderer, at man således ikke finder anledning til at foretage sig yderligere i sagen.
Kommunaldirektøren indstiller sagen til orientering for Byrådet.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ankestyrelsen har udtalt sig om Park og Vej-opgaver' til en bekendt