
Plejehjemsbeboere i Sæby til Ib Grønbech-koncert
17. august 2017 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er gode penge at tjene ved at sælge skrabelodder for Diabetesforeningen. Det fandt fem flekstidsansatte kvinder på Rosengårdens Plejehjem i Sæby ud af, da de i foråret var ude at stemme dørklokker. 8.172 kroner tjente kvinderne på at sælge lodderne – penge de dog ikke har tænkt sig at bruge på sig selv. I stedet bruger de uselvisk pengene som et tilskud til at få Ib Grønbech til at komme og spille for beboerne.
– Vi ville rigtig gerne give de ældre en dejlig dag med sang og musik. Jeg havde hørt, at der var nemt og hurtigt at sælge skrabelodder for Diabetesforeningen, så vi gik rundt i Sæby og omegn i vores fritid om aftenen og solgte lodderne. Vi endte med at sælge 908 lodder. Det er rigtig godt, for nu kan vi give beboerne en rigtig dejlig oplevelse, siger en af de initiativrige flekspiger, Jette Jensen, der ved at sælge skrabelodder også indsamlede 14.528 kroner til diabetessagen.
Overskud giver bedre liv med diabetes
Fra 1. september åbner Diabetesforeningen for endnu et skrabelotteri. Et skrabelod koster 25 kroner. 9 kroner går til sælgeren, mens Diabetesforeningen får 16 kroner per solgt lod – overskuddet går til børne- og familiekurser, forskning i diabetes, rådgivning og oplysning om diabetes.
– 10 børn og unge i Danmark bliver hver uge ramt af type 1-diabetes. Sygdommen rammer tilfældigt og kan hverken helbredes eller forebygges. Når man har type 1-diabetes, mister kroppen evnen til at producere det livsnødvendige hormon insulin. Sygdommen vender derfor op og ned på tilværelsen – ikke kun for det barn eller det unge menneske, der bliver ramt, men for hele familien. Derfor er vi glade for og stolte af, at overskuddet fra skrabelodssalget kan være med til at give børnene og deres familier et bedre liv med diabetes, siger Søren Biune, der er chef for marketing og fundraising i Diabetesforeningen.
Tilmeld jer nu
I 2016 havde Diabetesforeningen omkring 10.000 skrabelodssælgere på landsplan fordelt på foreninger, klubber, skoler, spejdere og lignende. Salget indbragte et overskud på 7,6 millioner kroner, og gør en kæmpe forskel for diabetessagen. Omkring 3,4 millioner kroner gik direkte videre til de mange klubber og foreninger, som deltog i salget. Pengene går blandt andet til lejrture, sportsrejser, nyt udstyr, fælles aktiviteter og meget andet.
I efterårets lotteri er der mere end 10.000 gevinster på lodderne til en samlet værdi af mere end 1.3 millioner kroner. Heriblandt en Citroên C3 PureTech 82 til en værdi af 139.900 kroner samt et drømmerejsegavekort til en værdi af 100.000 kroner.
Du melder dig som sælger på hjemmesiden www.diabetes.dk/lotteri eller ved at kontakte Diabetesforeningen på tlf. 63 12 90 17 eller e-mail: skrabelotteri@diabetes.dk
Salgsperioden er fra den 1. september – 4. december 2017.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Plejehjemsbeboere i Sæby til Ib Grønbech-koncert' til en bekendt