
Ida Skov (EL):
Stop svineriet
17. august 2017 - kl. 10:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er kommet frem i pressen, at der er givet administrativ miljøgodkendelse til at etablere en stor svinefarm på Fjembevej Sæby.
Naboerne til lokaliteten er ulykkelige og bange for de gener, en sådan svinefarm vil give dem og nogle af dem har klaget over miljøgodkendelsen.
Det er ikke fair, at de familier, som har bosat sig i et område, fordi de prioriterer de værdier, det giver at leve på landet, skal lide under lugtgener og frygt for smitte fra svine-MRSA.
Det er også ærgerligt, hvis børnefamilier, som netop har valgt Frederikshavn Kommune, føler sig nødsaget til at flytte igen. Det passer ikke med kommunens bosætningspolitik.
Enhedslisten vil helst stoppe for etablering og udvidelser af industri-svinefarme og i stedet satse på fritgående økologiske grise, der er mere skånsomme både for natur og mennesker, har større dyrevelfærd og giver sundere kød.
Indtil vi kommer i gennem med det, vil vi arbejde for at der stilles de skrappest mulige krav til svinefarme for at sikre natur og naboer bedst muligt. Det må være muligt at forhindre at sådanne svinefabrikker etableres så tæt på allerede eksisterende boliger, at disse bliver generet miljømæssigt, sundhedsmæssigt og økonomisk.
Enhedslistens KommunalPolitiske udvalg.
Ida Skov, Frederikshavn
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ida Skov (EL):
Stop svineriet' til en bekendt