Indvinding af sand ved Østkystvejen
13. august 2017 - kl. 9:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Plan- og Miljøudvalget skal på næste møde den 15. august se på en høring om tilladelse til råstofindvindinger ved Sæby – nærmere bestemt Nr. Kirkevej 19 og Østkystvejen 50.
Region Nordjylland har fremsendt udkast til tilladelse til råstofindvinding de pågældende steder i høring hos Frederikshavn Kommune samt en række andre interessenter. Høringsfristen er den 21. august 2017.
Det drejer sig om tilladelse til indvinding på arealer, der i Råstofplan 2016 er udlagt som graveområde.
Frederikshavn Kommune har tidligere udtalt sig i sagen og har givet tilladelse til indvinding af vand til grusskyl i området. Kommunen havde i forbindelse med vedtagelse af Råstofplan 2016 indvendinger mod råstofgravning i områder, hvor kommunens drikkevandsinteresser kan blive berørt.
Tilladelserne, som Region Nordjylland nu har sendt i høring, ligger udenfor områder, hvor kommunen har drikkevandsinteresser. Der er ca. 2 km til nærmeste vandindvindingsopland ved Ørnedalsværket ved Sæby. Kommunen forventes derfor ikke at have særlige bemærkninger til tilladelserne til råstofindvinding.
Kommunaldirektøren indstiller sagen til orientering for udvalget.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Indvinding af sand ved Østkystvejen' til en bekendt