
Borgmester Birgit S. Hansen trækker i arbejdstøjet
4. august 2017 - kl. 14:52 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Jeg sidder en regnfuld dag og venter på at komme i gang. Jeg har det nok som en cirkushest, der lugter savsmuld. Ferien slutter i dag, og to dejlige uger nærmer sig sin afslutning, men nu rykker det, for der er meget at tage fat på.
Vi skal i gang med den politiske sæson, hvor den helt store sag budget 2018, skal på plads. Vi starter jo tidligt med at melde rammer ud til udvalgene – allerede i foråret, men først efter sommerferien kender vi alle tal for indtægter og udgifter ift. økonomiaftalen mellem regering og KL. Så det bliver rart at få fingrene i de konkrete tal: Hvordan ser det helt konkret ud for planlægningen af budgettet? Det får vi reelt kendskab til hen over august og september, og medio oktober skal budget 2018 være på plads.
Dette efterår byder også på noget andet, kommunalvalget til november. Jeg bliver ikke ramt af den der: “nu skal vi sørme være synlige”, jeg mener, vi har været synlige og arbejdet hårdt hele byrådsperioden. Valget vindes ikke på enkeltsager eller synlighed op til valget. Valget vindes, hvis borgerne mener, vi folkevalgte har leveret og præsteret. At vi har ambitioner og kan vise handling, at vi fører real politik, at vi vil dialogen, at vi kan sikre stabilitet og mange, mange andre rimelige krav og forventninger til folkevalgte.
Det er de meldinger, jeg får, og det er min klare overbevisning, at det forventes.
Jeg glæder mig til at komme i gang både med budget, de daglige borgmester gøremål og valget.
De socialdemokratiske kandidater er gode, og vi har et godt og realistisk valgprogram.
Rigtig god sensommer. Jeg glæder mig til, vi ses rundt omkring.
Liste A er klar”.
Borgmester, Birgit S. Hansen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Borgmester Birgit S. Hansen trækker i arbejdstøjet' til en bekendt