
Aktive Kvinder klar til en ny spændende sæson
1. august 2017 - kl. 1:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Aktive Kvinder i Sæby gør efter endt sommerferie så småt klar til sæsonen 2017-2018. Det nye program, der er udsendt til medlemmerne, byder – traditionen tro – på mange spændende arrangementer og aktiviteter af vidt forskellig art.
Der lægges ud med et aften-arrangement tirsdag den 15. august. Turen går til Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn, hvor en af havens frivillige, Herluf Johansen, vil vise rundt i det spændende anlæg. Aftenen slutter med kaffe på Wilma`s Cafeteria i Vangen. Der bliver arrangeret fælleskørsel med start fra Sæby Rutebilstation, og tilmelding skal ske senest den 12. august.
Årets sommerudflugt er også på plads. Den går mandag den 28. august til Silkeborg. På udturen drikkes morgenkaffe ved Himmerland-rastepladsen. Derfra fortsætter turen direkte til Himmelbjerget. Herfra køres der ind til Silkeborg, hvor man stiger ombord på udflugtsbåden ”Mågen” for at begive sig ud på en to timer lang sejltur på Silkeborgsøerne. Om bord serveres der håndmadder. Efter sejlturen sættes kursen igen nord over, og aftensmaden skal nydes på Løgstør Parkhotel. Tilmelding til udflugten slutter den 21. august.
I september skal de Aktive Kvinder på besøg med en spændende rundvisning på Vendsyssel Teater i Hjørring. Senere på sæsonen bydes der i det Gamle Musikhus på foredrag af Sina Heile om bedre livskvalitet. Både til efteråret og foråret afvikles der sædvanen tro stort anlagte modeshows på Hotel Viking.
En søndag eftermiddag i november bliver der underholdning med showmanden Leif Fabricius, der vil underholde med ”Jysk Lune og Jyder”. Dette arrangement finder sted i Manegen, Sæby Kulturhus. Ligeledes i november bliver der i det Gamle Musikhus en hyggeaften med vægten lagt på frisurer og make-up – med besøg af frisørerne Jette og Sandra og en konsulent fra firmaet Hårlogi.
Også julegaveindkøb er der tænkt på med en timesalgs-aften hos Kop og Kande i Sæby, hvor der
bliver rig mulighed for at gøre en god julehandel. 2017-programmet slutter med årets juletur, der går til Neder Kjærsholm Gods ved Kjellerup. Traditionen tro afsluttes juleturen med andesteg og ris a la mande på Simested Ko.
Hyggeklubben for Ældre, som Aktive Kvinder står bag, indleder først den nye sæson torsdag den 21. september. Det sker med en høstfest med musik leveret af ”Hansen trio + 1”. Hyggeklubbens arrangementer afvikles i det Gamle Musikhus i Skolegade.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aktive Kvinder klar til en ny spændende sæson' til en bekendt