
Syvstenhallen genåbner i maj
og ny formand i Syvsten IF
12. maj 2017 - kl. 12:57 - af 020838
Syvstenhallen genåbner snart, og Syvsten IF har fået ny formand, da den 28-årige Kim Christensen ved konstitueringen af bestyrelsen blev valgt til at stå i spidsen for idrætsforeningen.
Kim har været en del af bestyrelsen i en årrække, og han er nu klar til at klare posten.
Han afløser Inge Nørbjerg Rasmussen, som har tegnet foreningen som formand siden midt 1990’erne.
Inge er stadig at finde i bestyrelsen som sekretær, og vil bistå i overlevering af opgaver til den nye formand. Næstformand i klubben er fortsat Mikael Nielsen, ligesom Stefan Nielsen stadig varetager kassererposten.
Bestyrelsen består også stadig af klubbens mange-årige fodboldmand Ole Heden Nielsen og Kenneth Hyldig Villadsen.
Bestyrelsen og klubben kan glæde sig over at Ejendomscentret og Frederikshavn Kommune genåbner Syvstenhallen midt i maj måned, efter at der er foretaget nødtørftige reparationer.
-Det betyder, at vi kan regne med at afvikle de planlagte arrangementer som Tyrolerfest den 28. oktober og Stig Rossen og Vennerne 13. januar i 2018. Derudover holdes loppemarked den 16. – 17. september i år, fortæller Inge Nørbjerg Rasmussen fra Syvsten IF.
-Kommunen har som udgangspunkt givet Syvstenhallen en levetid på et år, så må vi se om det nye byråd i 2018 vil tage en beslutning om hallens fremtid, siger den nu tidligere formand.
- Kim Christensen afløser
- Inge Nørbjerg Rasmussen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Syvstenhallen genåbner i maj
og ny formand i Syvsten IF' til en bekendt