
Sæby Basketball Club har
haft generalforsamling
5. maj 2017 - kl. 13:36 - af 020838
Sæby basketball Club har holdt generalforsamling i klublokalerne i Sæby Fritidscenter, hvor 20 medlemmer var mødt op til først spisning og derefter den egentligt generalforsamling.
Lotte Damberg blev valgt som dirigent, og formand Christina Legaard aflagde sin beretning, der blev taget til efterretning af forsamlingen.
Herefter fremlagde kasserer Jens Peter Legaard regnskabet, der blev enstemmigt vedtaget. Det forgangne år endte med et lille overskud til klubben
Louise Munch, Jens Peter Legaard, Sten Frederiksen og Helle Brandt blev alle genvalgt til bestyrelsen. Som supl. til bestyrelsen valgtes Kristian Jensen, Jane Casper Og Tommy Qvistgaard.
Valgt til revisor Anders Christensen og revisorsupl. Conny Kristensen. Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde.
Formandsberetning 2017:
Endnu en sæson er snart ved vejs ende i Sæby Basketball Club
Vi har efterhånden en ungdomsafdeling i stor vækst, og det er skønt at komme i hallen og opleve den gejst og gode stemning der er. Også på pigesiden er der fremgang, som der kan bygges videre på den kommende sæson.
En stor tak til alle trænere, der har været inde over vores ungdomshold – I har gjort en kæmpe indsats for at få det hele til at fungere og for at ungdomsafdelingen vokser. I skaber en masse sociale aktiviteter, og det er blandt andet sådanne ting, der er utrolig vigtige i fastholdelsen af vores unge spillere.
Flere gange i sæsonen har der været besøg fra Thomas Quaade fra Dansk Basketball forbund. Han har rådgivet og dygtiggjort både trænere og spillere, og det er helt sikkert noget der motiverer vores dygtige trænere til at fortsætte det gode arbejde.
Drengene på U12 samt vores U-12 piger deltog i denne sæson i Lystrupcupen. Selv om de mødte nogle hårde modstandere fra københavnsområdet, så har de haft en rigtig god og sjov oplevelse.
Vores ungdomshold været meget aktive både i de lokale nordstævner men også i de større grandprix turneringer. Deltagelsen i disse stævner har ført en masse succes med sig, og klubben er meget stolte af vores unge spillere, som har klaret sig rigtig flot. Det bliver spændende at se, hvad det kan føre det til i fremtiden.
Men nu er det ikke kun sådan, at det er på ungdomssiden, at der har været vækst. For vores herreafdeling er også vokset gevaldigt denne sæson. Der er kommet rigtig mange nye yngre spillere til, og gruppen består nu af en god blanding af både unge og lidt ældre spillere. Trænerteamet består at Tommy Qvistgaard og Bo Andersen, som begge også selv er aktive spillere. Der vises god kampgejst og en glæde for sporten, og afdelingen skal med tiden nok få opbygget en rigtig god trup.
Klubbens damehold spiller fortsat i 1. division, men endte desværre i den knap så spændende ende af gruppen. Det er dog ikke noget der har taget gejsten fra damerne, og der gik videre til slutspilskampene med oprejst pande. Holdet består fortsat af helt unge spillere og nogle lidt mere rutinerede spillere.
Der har denne sæson været tilgang af to italienske udvekslingsstudenter, som er blevet taget rigtig god imod af spillere og trænere. Vi kan være stolte af, at vi har været med til at give dem en rigtig god oplevelse i et meget betydningsfuldt år af deres liv og samtidig har både spillere og trænere fået opfrisket deres engelskfærdigheder.
Der arbejdes fortsat på rekruttering af spillere til klubben, men fokus er bestemt også på fastholdelse og udvikling af nuværende spillere og trænere, således at det bliver muligt at bygge noget solidt op og følge det fremad.
Igen i denne sæson har klubbens medlemmer, bestyrelsen og forældre været i arbejdstøjet for at hente penge hjem til klubkassen.
Vi har bl.a. været hjælpere til Sæby Gardens store jubilæumsfest og vi har haft arbejdsopgave til Spar Nords aktionærmøde. Det er dejligt at klubben fortsat har et godt arbejdsry ude i byen, og at der bliver tænkt på os, når der er brug for noget arbejdskraft. Vi har også afholdt vores årlige havnefest, som er en weekend, hvor der kræves rigtig meget arbejdsmandskab og det gælder både unge som ældre – der er opgaver nok.
Vi har traditionen tro også afholdt vores årlige interne julecup, som også igen i år tiltrak rigtig mange deltagere. I år var det især forældre til spillere, der var rigtig god repræsenteret. Rigtig dejligt at se.
Af kommende aktiviteter i klubben kan nævnes: Deltagelse i skovens dag, ungdomsafslutning, havnefest, og så noget vi ser frem til. klubbens 40 års jubilæum, som afholdes den 23. september 2017. Og så selvfølgelig en masse spændeende kampe både på herre og damesiden samt på ungdomsfronten i den kommende sæson.
På den lidt mere triste side, kan nævnes at vores kære ”søster” klub Frederikshavn Basket desværre måtte dreje nøglen om. Det var rigtig trist for Sæby, som igennem alle årene har haft mange sjove, spændende og udfordrende kampe mod dem, og de har altid været klar på en træningskamp eller to. Men kræfterne slap op, og der stod ikke nye folk klar til at overtage.
Så derfor skal vi sørge for at stå sammen og forsøge at gøre det attraktivt at være frivillig i Sæby Basketball Club, og det gælder både på trænerposten, dommerfronten og bestyrelsesposterne.
Jeg vil slutte af med at takke alle, der har noget med Sæby Basketball Club at gøre, både sponsorere men også bestyrelsesmedlemmer, trænere, spillere og forældre. Uden jer alle ville klubben ikke eksistere.
I øvrigt skal der lyde en stor tak til Frederikshavn Kommune, som økonomisk har støttet op omkring klubbens 1. divisionshold.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Basketball Club har
haft generalforsamling' til en bekendt