1. maj-tale: Det er blevet
en menneskelig kold tid

2. maj 2017 - kl. 6:22 - af 020838

SF’eren Christina Lykke Eriksen holdt ved 1. maj festen på Skovlyst i Sæby en tale med fokus på temperaturen – klimaforandringer på det menneskelige plan – og den har vi fået lov at gengive i sin helhed.

Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser. Men vi har det da heldigvis nogenlunde her, her på knivholt / skovlyst…..

Ja sådan synes jeg verden uden for kan føles i disse tider… ikke materielt koldt men menneskelig koldt.

Og det har fået mig til, i denne tale at hylde fællesskabet…. for et samfund og et menneske fungere bedst i fællesskab.

Siden jeg var lille har jeg altid fået tudet ørene fulde af, at vi er stærkest når vi står sammen i fællesskaber. Mine forældre sagde altid, at du ikke er noget i dig selv, men hvad andre gør dig til. Altså det er modtageren som bestemmer dit budskab.

Det opdager man ofte, når man taler med andre mennesker, som kommer fra andre egne af verden. Steder hvor for eksempel, hvor mennesker bliver sat i fængsel for at sige sin mening eller blot mene noget andet en det magthaveren mener.

Tænk på hvad der sker i Tyrkiet. Rundt omkring i verden kæmper mennesker for at opnå en frihed en ret til at stemme – at sige sin mening – at have trykkefrihed – rettigheder som vi har tilkæmpet os i Danmark. Det har kun ladet sig gøre i fællesskab.

Jeg tror, mange af os har prøvet at være ude at rejse og få spørgsmålet: Hvad er Danmark egentlig for et sted? Hvordan er det at bo i Danmark. Hvad svarer vi så! Vi fortæller med stolthed i stemmen vores fælles skoler, vores fælles sygehuse. Om den samfundsmodel, der har gjort Danmark til et af verdens mest trygge og frie steder at leve.

Når du så læser aviser eller ser TV, så opstår paradokset for så lyder det nærmest som om, at det danske velfærdssamfund er nogle af de fattigste og mest ineffektive samfund i hele verden.

Igen og igen ser vi arbejdsgivere og det borgerlige Danmark himle op over høje skatter og høje lønninger. Og vi får at vide, at velfærden er den helt store skurk.

Men kære 1. maj deltagere. Passer det nu også – har det hold i virkeligheden– NEJ – NEJ og atter NEJ. Danmark er et af de lande i hele verden, der har den højeste effektivitet og den laveste arbejdsløshed.

Det er ikke på trods af vores solidariske velfærdssamfund. Det er på grund af vores solidariske velfærdssamfund.

Det er ikke underligt, at lande med andre samfundsmodeller for tiden kommer til Danmark for at høre om vores velfærdsmodeller. Senest har den franske Præsidentkandidat Macron ytret sig positivt om den danske model på Arbejdsmarkedet.

Det giver os et stærkere samfund, at man rent faktisk har en chance for at få en uddannelse. Uanset om du er vokset op i en ghetto eller på Strandvejen.

Det giver os et stærkere samfund, at du ikke kan få den behandlig du har brug for på vores sygehuse og ikke er afhængig om din forsikring nu også dækker.

Det giver et stærkere samfund, at man ikke tvinges til at gå fra hus og hjem, fordi man bliver ramt af sygdom eller bliver arbejdsledig

Det er sådan set meget simpelt: Fællesskab fungerer!

Så kære venner – vågn op – og kæmp for fællesskabet, hvorhen I end befinder jer – Kæmp mod ultraliberale holdninger – den lavestes fællesnævner og – kæmp mod frygten for ændringer og fremmedhadet.

Jeg talte med en ny dansker for ikke så længe siden som fortalte mig, at han kommer fra et sted, hvor der ikke noget velfærd, hvor der ikke var et sikkerhedsnet – ingen sygehuse. Han fortalte, hvordan han havde oplevet menneskers desperate kamp for overlevelse.

Han har set folk opføre sig som vilde dyr. Hvis du ikke kan brødføde din familie og du ikke kan skaffe mad og husly til dine børn, så er du villig til hvad som helst.” Han kunne slet ikke forstå, at et rigt samfund som Danmark, at der er mennesker som tro på, at det danske samfund bliver bedre af at skære ned på velfærden. Han sagde lidt naivt til mig.

Det kan være, at de ikke ved eller har fået fortalt, at hvor stærkt vi mennesker bliver, når vi ved, at vi har et fælleskab i ryggen.

Ønsker vi et samfund af Joakim B Olesener eller Martin Henriksener.

Vi skal ikke skamme os over de positive forandringer af det danske samfund, som arbejderbevægelsen har skabt. Vi skal sgu ikke skamme os over de sejre, som arbejderbevægelsen har vundet. Tværtimod! Vi skal bygge videre på dem.

Ganske vist er der knaster og kanter i alle slags træer. Ja, vi er udfordret af globaliseringen, som den ser ud i dag. Men svaret er da ikke at kaste sig ud i en international konkurrence om, hvem der kan have de lavest lønninger og de laveste skatter.

I den konkurrence er det kun de store virksomheder der vinder. Hvad sker der lige med det amerikansk samfund – det engelske samfund – ja! i det hele tage den højredrejede populisme som hersker i verden.

Protektionisme – mig selv først – egoismen. Der er møj bedre, at kæmpe for fællesskabet og finde løsninger som gavner fællesskaberne. Et sted at starte kan være at arbejde for en international mindstesats for selskabsskat. Og med at arbejde for en international skat på de finansielle transaktioner.

Pensionsalderen skal sættes op, siger Dansk Arbejdsgiverforening, og støttes af de borgerlige, herunder de cafe latte folket i Det Radikale Venstre. Det er sikkert fint på papiret, når regnedrengene har haft fat i Excel arkene, men holder det så ude i virkeligheden.

Tager regnearket hensyn til de mennesker med et hårdt fysisk og psykisk arbejdsmiljø som ikke bare kan lægge flere år til arbejdslivet. Efterløn og højre pensionsalder har en tendens til at ramme den almindelige hårdtarbejdende lønmodtager. – En tilfældighed – Nej vel – det er borgerlig ideologi politik bakket op af arbejdsgiveren.

Jeg vil godt være med til at se på pensionsalderen, men på en helt anden måde. Forestil dig, at livets alderscyklus er som en elevator. Du skal have mulighed for at trække dig tilbage på forskellige etager, alt efter hvilken branche du har arbejde indenfor.

Du skal Work smarter, not harder. Du skal være fleksibel og omstillingsparat. Se positivt på alle de nye muligheder.

Kan det ikke være anderledes. Jeg tænker, i steder for fancy kurser og endnu mere fancy ledelsesteorier og alle de DJØF´ere til at finde på omstillingsprocesser, rapporter, dokumentationer og kontrolsystem og statistikker.

Kunne man tænke den tanke, at se det fornuftige i at stole på sine medarbejder og vise dem tillid. Det er måske dem, når det kommer til stykket, der har den største viden og ved hvor nerven trykker eller hvor lokummet brænder.

Det må da give anledning til eftertanke.

Mens jeg står her på denne talerstol den 1. maj på arbejdernes kampdag er der 15-20 mennesker som har mistet deres dagpenge og sådan er det hver dag. Det må da også give stof til eftertanke.

Når talen er på dagpengemodtagere – kontanthjælp – nedslidte mennesker – folk på overførelses indkomster, så sker der en forudsigelig automattænkning i den liberalistiske lejr. Helt inde bag det sted, hvor ingen borgerlig politiker tør sige det højt, lurer alligevel tanken. ”DE er de selv ude om – De kan bare tage sig sammen – hvorfor skal jeg være med til at betale for sådan en doven Robert.

Mange mennesker har mærket på deres egen krop og har fået blå mærker af mødet med den borgerliges politik. Kontanthjælpsloft – forringet dagpenge og udhulning af efterlønnen. Hvordan kan man tro på, at hvis du forringer vilkårene, at patienten lige pludselig bliver rask – den blinde lige pludselig kan se og den døve pludselig kan høre.

Der bliver ette flere arbejdspladser ved at forringe den lediges vilkår. En liberalistisk tanke om tæsk og gulerod. Der er frit valg. Disse mennesker kan selv vælge mellem at være på spanden eller på røven.

Jeg håber virkelig, at der snart kommer en klar udmelding for vore venner i Socialdemokratiet om at de vil sløjfe kontanthjælps loftet.

Jeg oplever dagligt konsekvensen af manglen på fællesskabsfølelsen, nemligt unge, voksne der går ned med stress, angst, depression…. vi skal virkelig passe på hinanden og fællesskabet på tværs af forskelligheder..

Jeg synes lige nu at verden der ude føltes meget skræmmende… menneskelig elendighed, terror, krige, fremmedhad…

derfor er 1. Maj en skøn dag, for der er der ligesom pause fra alle frygtelighederne og bekymringerne… men i morgen er verden udenfor der atter igen.

Hvordan kan vi som individ påvirke hinanden? Og måske påvirke den yderste højrefløj. Jeg tror at vi kommer langt med hjælpsomhed, omsorg, hold døren, træk stolen ud, hold tilbage i trafikken, SMIL, send hinanden et smil… mød hinanden.