
Stadig brug for at kæmpe for
et solidarisk samfund
1. maj 2017 - kl. 19:33 - af 020838
Vores velfærdssamfund er ikke noget, vi bare skal tage for givet. Der skal kæmpes for at bevare de goder, der endnu er for alle, og som den borgerlige side og ikke mindst regeringen forsøger at forringe.
Budskaberne var krystalklare til 1. maj festen på Skovlyst i Sæby, hvor borgmester Birgit S. Hansen i sin tale tog udgangspunkt i nogle af de gode danske sange med de stærke ord om sammenhold, respekt, kamp, forståelse, hjerterum og solidaritet.
-Vi har kæmpet længe, og nye kampe venter. Vi vil et solidarisk, trygt og bedre Danmark for alle. Fællesskabet er i centrum for os, fastslog borgmesteren.
SF’eren Christina Lykke Eriksen talte rigtig meget om, at Danmark er ved at falde fra hinanden, og regionsrådsformand Ulla Astmann fulgte trop og talte om at genskabe trygheden og respekten for både patient og personale i sundheds-sektoren.
-Regeringen har desværre travlt med at afvikle vores velfærdssamfund. Løkke angriber offentligt ansatte, men de løber stærkt og gør det godt. Lad os kæmpe for at udvikle og ikke afvikle det velfærdssamfund, som tidligere generationer skabte og blandt andet har givet os muligheder for at tage den uddannelse, vi ønskede, sagde regionsformanden.
Folketingsmedlem Bjarne Laustsen manede til sammenhold og de virkelige værdier i Danmark – også når det gælder nye borgere og de danskere, der rejste ud og ikke kan få lov at komme hjem igen med ny familie.
-Hold en ordentlig tone også i debatten om integration, opfordrede kredsens socialdemokratiske folketingsmedlem, som lige netop på dét område har store udfordringer i at omgås de fleste af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer.
2017 er også et valgår, og Bjarne Laustsen advarede om, at de borgerlige ønsker at nedlægge regionerne og lade en eller anden bestyrelse overtage ledelsen af det danske sundhedsvæsen.
-Det må vi kæmpe imod, og jeg opfordrer til, at I stemmer på Ulla Astmann og Socialdemokratiet, som er bedst til at lede sundhedsvæsnet. Lokalt skal I til kommunalvalget samme dag stemme på Birgit og hendes partifæller, og lad os så glemme SF’s flirteri med Venstre i Frederikshavn Kommune, sagde Bjarne Laustsen.
Farven er stadig rød – som flaget – hos de socialdemokrater og SF’ere, der fyldte Skovlyst med hygge, taler og sang som i Oskar Hansens tekst til “Når jeg ser et rødt flag smælde”:
Jeg har set min fader ranke
ryggen i flagets brus
jeg har lyttet og hørt hjertet banke
i dets stolte, befriende brus
jeg har elsket dets farve fra lille
da min mor tog mig op på sit skød
og fortalte mig manende og stille
om en fane så knitrende rød
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stadig brug for at kæmpe for
et solidarisk samfund' til en bekendt