
Netdate: 18-årig mand fra Sæby
sigtet for voldtægt i Sæby
23. april 2017 - kl. 10:49 - af 020838
En 21-årig kvinde fra Aalborg og en 18-årig mand fra Sæbyområdet var ikke enige om, hvordan deres første date lørdag aften, skulle foregå.
– De havde mødt hinanden på de sociale medier, og så aftalt at mødes, men de var tilsyneladende uenige om, hvordan mødet skulle ende. Kvinden anmeldte i hvert fald den 18-årige mand for voldtægt, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen til TV2 Nord.
Voldtægten foregik i Sæby, og ifølge Nordjyllands politis oplysninger, skete det på mandens adresse, hvor de to unge mennesker afviklede daten.
Kvinden er blevet undersøgt af en retslæge, og den 18-årige er lige nu ved at blive afhørt af Nordjyllands Politis efterforskere. Herefter skal de vurdere, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør.
– Undersøgelsen af kvinden viser, at hun tilsyneladende har været udsat for fuldbyrdet voldtægt, og efter afhøringen af den unge mand vil vores jurister vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen til TV2 Nord.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Netdate: 18-årig mand fra Sæby
sigtet for voldtægt i Sæby' til en bekendt