
Finn P. er klar til at genskabe
den gode stemning i skoven
20. april 2017 - kl. 7:27 - af 020838
Finn P. vender tilbage for at vende plader på dansegulvet i Skovlyst i Sæby – præcis som han gjorde samme sted midt i 70´erne.
Den 13. maj er der støttefest for Skovlyst, hvor der bliver spisning og dans til diskotek. Musikken leveres af Finn P., som lover at genskabe den gode gamle stemning.
Før Sæby Scenen rykkede ind på Skovlyst i 1987, havde stedet i mange år været drevet som danse- og musiksted med junglebar, diskotek og optræden af danske og svenske orkestre.
Indsamlingen i efteråret 2016 til ”Prospekt Skovlyst” fik Finn P. til at tilbyde at stille op med fuldt diskotek til en festlig aften – et tilbud som Sæby Scenen nu indfrier.
Det var på opfordring af Søren Brun, som forpagtede Skovlyst i 1976, at Finn startede eget diskotek. Han vendte plader på Skovlyst nogle år. Ofte var der samtidigt livemusik i salen, med optræden af grupper som Mabel og McKinleys. Det trak ikke blot lokale til stedet, men der kom ofte busser fra Aalborg med feststemte gæster.
Det er denne stemning, der nu er mulighed for at genopleve på Skovlyst den 13. maj. Der bliver genhør med slagere fra 70´erne såsom ”Hit the Road Jack”, ”Moviestar”, sange fra Grease og masser af god dansemusik.
Det bliver en aften med mad og musik midt i den udsprungne bøgeskov omkring Skovlyst. Billetter kan købes via saebyscenen.nemtilmeld.dk eller henvendelse på 3072 0309.
Se også video på Facebook – klik her
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Finn P. er klar til at genskabe
den gode stemning i skoven' til en bekendt