Sæby Å er en 100
kilometer lang naturperle
12. april 2017 - kl. 13:02 - af 020838
Vi venter spændt på fremtiden for Sæby Å, stemmeværket, vandmøllen, fiskeriet, turismen og alt mulig andet, der lige nu tilsyneladende er lammet af forskellige meninger om fri faunapassage eller ej.
Mon ikke der snart kommer nogle kloge tanker på åen, så der kan findes en løsning, alle kan glædes over.
Indtil da glædes vi over den smukke Sæby Å, som er en sand natur perle, som har sit udløb ved Sæby havn og er næsten 100 kilometer lang.
Fiskeriet foregår mest fra udløbet og op til det gamle stemmeværk midt i byen ved vandmøllen. Åen slynger sig igennem Sæbygård Skov og videre op igennem engene, hvor fiskene har mulighed for at yngle i de små bække.
Der er mulighed for at fange bækørreder ovenfor stemmeværket, mens chancen for en god havørred er nedenfor stemmeværket. Tidligere var der bestand af aborre, skalle og gedder, men de findes ikke mere i vandløbet. Bestanden af ål er stærkt reduceret.
Gennem de seneste år er der fanget flere laks og største til dato er på hele 97 centimeter. Største havørred er på hele 11,2 kilo og største bækørred er 6,5 kilo.
Tidligere var der dambrug ved Sæby Å, men disse er nedlagt, derfor er fangster af regnbueørreder meget få. Dog kan der i efterår og forår fanges enkelte havgående regnbueørreder også kaldet “steelhead”. Fiskekort er påkrævet.
I 1640 blev der opført en vandmølle ved Sæby Ås udløb i Kattegat. Møllen var i to perioder i 1600-tallet kongens.
Bortset fra de perioder tilhørte den Sæbygård indtil 1747.
Elisabeth Bille nyopførte kornmøllen i 1710 og fik ret til at opkræve bropenge af folk, der krydsede mølledæmningen. Møllen var i drift helt frem til 1930.
Så sent som i 1921 blev vandhjulene udskiftet med en turbine, der producerede strøm til ejendommen indtil 2003.
Ejendommen er i dag privat bolig. Vandmøllen er i disse år genstand for stor diskussion. Turbinen må ikke længere benyttes, og lystfiskerorganisationer ønsker det opdæmmende stemmeværk fjernet.
Du finder meget mere historie her.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Å er en 100
kilometer lang naturperle' til en bekendt