Højtuddannede vil gerne til
Frederikshavn Kommune
9. april 2017 - kl. 8:04 - af 020838
Mange virksomheder i Sæby og hele Vendsyssel mangler dygtige ingeniører, og nu er der håb om at få tilgang af flere højtuddannede.
Kunne du være interesseret i at flytte til Frederikshavn kommune og tage et af de ledige job?
Det spørgsmål blev stillet hundredevis af gange i den forløbne uge på Danmarks største Uddannelses- og Karrieremesse, der blev holdt på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby med 10.000 besøgende. Og svaret kan virksomhederne i Frederikshavn kommune godt bruge til noget, for det var:
Ja, det kunne jeg godt overveje, hvis der er det rigtige job for mig.
-Vi er naturligvis glade for, vi blev taget godt i mod. Vi synes, der kom mange gode kontakter med tilbage. Vi fortalte, at vi i Frederikshavn kommune har mange internationale virksomheder, og for flere af de unge var det ny viden.
-De unge efterspørger virksomheder, der både har udvikling, produktion, kundekontakt og karrieremuligheder, og præcis den type virksomheder har vi jo mange af her i Frederikshavn kommune, så det handler også om at gøre opmærksom på sig selv, siger Kåre Holdt Madsen, virksomhedskonsulent, Jobcenter Frederikshavn Virksomhedsservice.
CV’er på vej
Jobcenter Frederikshavns Virksomhedsservice har mange gode CV’er med fra messen på DTU. Nu kan virksomhederne gå i dialog med de nyuddannede ingeniører for at lede efter et match
Center for Arbejdsmarked i Frederikshavn Kommune indgik i foråret en samarbejdsaftale med Jobcenter Lyngby-Taarbæk om tiltrækning af kvalificeret akademisk arbejdskraft.
Målet er, at flere højtuddannede opdager potentialet for job, karriere og det gode liv i Frederikshavn kommune. Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor DTU ligger, har overskud af ledige ingeniører, og virksomhederne i Frederikshavn kommune oplever udfordringer med at finde den relevante arbejdskraft.
Deltagelsen i uddannelsesmessen er en del af samarbejdet, og Jobcenter Frederikshavns Virksomhedsservice vil nu kigge nærmere på de indsamlede CV’er og som en service kontakte virksomheder, der er interesserede i at ansætte en ingeniør.
-Vi havde nogle job med fra virksomheder i Frederikshavn kommune, som vi fandt kandidater til. Men ellers fortalte vi generelt om de muligheder, der er for karriere og bosætning her i kommunen.
Mange danske studerende med fokus på de maritimt relaterede muligheder var positive, men for eksempel har DTU jo studerende fra hele verden, og for en mexicaner eller en inder er det ikke nødvendigvis vigtigt, at det nye job ligger i hovedstadsområdet, hvor de bor nu.
-Nu opfordrer vi virksomhederne til at tage i mod de kontakter, vi har skabt til kandidaterne, og efterfølgende går i dialog med dem om deres nye medarbejdere kunne være i blandt, siger Kåre Holdt Madsen.
Man er velkommen til at kontakte virksomhedskonsulent, Kåre Holdt Madsen, for yderligere oplysninger på mobil 2114 6506.
Du kan se mere om Danmarks Tekniske Universitet her.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Højtuddannede vil gerne til
Frederikshavn Kommune' til en bekendt