Hjerteforeningen holder
landsindsamling 30. april
4. april 2017 - kl. 6:42 - af 020838
”Danmark banker for hjertet”. Sådan lyder mottoet for dette års landsindsamling, som Hjerteforeningen afvikler over hele Danmark søndag den 30. april. I Sæby og flere områder af gamle Sæby Kommune vil indsamlingen ske i tidsrummet fra cirka klokken 09 og nogle timer frem.
”Danmark banker for hjertet” i bestræbelserne på at skaffe midler til Hjerteforeningens oplysende virke og fortsatte udvikling i kampen mod hjerte-kar-sygdomme. 466.000 danskere lever med en hjerte-kar-sygdom, og ca. 1 million har forhøjet blodtryk. De penge, som kommer ind, vil være et vigtigt bidrag til foreningens arbejde med bl.a. forebyggelse, patientstøtte og forskning.
Hjerteforeningen har lige nu 45 forskere i gang, ligesom foreningen støtter en lang række forskningsprojekter med midler til apparatur, laboratorieudstyr m.m. Læger, forskere og andet sundhedspersonale anvender hele tiden den nyeste viden fra forskningen og skaber dermed grundlag for ny og forbedret behandling.
De mange millioner, som Hjerteforeningen hvert år investerer i forskning, forebyggelse, patientstøtte og oplysning, stammer næsten udelukkende fra private donationer. Af de 56 millioner kroner, som blev brugt på forskning sidste år, er blot 0,1 million tildelt som offentlig støtte. Derfor er foreningen helt afhængig af de midler, man får fra donationer og indsamlinger. Sidste år kom der 3,8 mllioner kroner ind ved landsindsamlingen, og for nylig blev det til 28,5 millioner kroner ved i ”hjertegalla” i TV.
Det er stadig muligt at melde sig som indsamler og bruge et par timer på en rute i en god sags tjeneste. Du kan kontakte formanden for Hjerteforeningen i Sæby Merethe Gaardbo på telefon 25271204.
Lokalforeningens bestyrelse består af formand Merethe Gaardbo, Kirsten Sørensen, Ann Larsen, Elin Hyttel, Finn Brunø, Bo Baake og Per Rye. Lokalforeningens program og aktiviteter kan ses på www.saeby.hjerteforeningen.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjerteforeningen holder
landsindsamling 30. april' til en bekendt