
Hjerteforeningens madværksted
er blevet en stor succes
3. april 2017 - kl. 9:58 - af 020838
Hjerteforeningen Sæby afvikler i disse uger ”Børnebørnenes madværksted”. Det foregår i skolekøkkenet på Sæbygårdskolen, og seneste runde var en ny stor succes.
Alle børn og bedsteforældre mødte igen friske og velmotiverede op. De havde alle glædet sig til at møde instruktøren, kok Christian Nørbjerg.
Aftenens tema var ” Morgenmad og brunch med æg.” Christian Nørbjerg spurgte ind til, hvad bedsteforældrene spiste til morgenmad, da de var børn. Nogle havde fået havregryn, havregrød eller øllebrød – og i weekenden kunne det måske være, der var nybagt franskbrød. Børnebørnene fortalte også, hvad de spiste; nogle fik ristet brød, andre yoghurt med mysli eller branflakes.
Hjemmeopgaven var dels at tage billeder af ”Din morgenmad ” – hvilket et par stykker havde gjort – dels at lave et rugbrød af surdejen, som de fik med hjem gangen før. En havde endda lavet rugbrød flere gange.
Denne aftens opgave var vigtigheden af god køkkenhygiejne. Derefter skulle der laves sol-æg. Så Christian Nørbjerg fortalte de 4 vigtigste facts om æg. Efter introduktion tog alle fat. Tillige var der en lille konkurrence om at knække æg, så børnene gik rundt og slog æg mod hinanden. Vinderen skulle få et æg, som ikke knækkede; præmie: 6 økologiske æg.
Aftenens opgaver blev fordelt mellem deltagerne. Der skulle laves grød i ovnen, amerikanske pandekager, mad-muffins, omelet, hjemmelavet mysli samt blå og grøn smoothie. Der var en god stemning, og Christian Nørbjerg fortalte, at det er vigtigt at rose hinanden og give ”high fives”.
-Konceptet ”Børnebørnenes madværksted” lever stadig til fulde op til deltagernes og Hjerteforeningens forventninger, hvilket vi kan takke de positive deltagere, det flotte materiale og den fantastiske kok Christian Nørbjerg for, udtaler formanden for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo.
Aftenen sluttede med fællesspisning ved det fælles dækkede bord. Alle smagte på retterne med god appetit og med rosende ord og en rigtig hyggelig stemning. Hjemmeopgave til sidste madværksted, som afvikles den 27. april, er at tage 2 billeder af din aftensmad – et tæt på og et langt fra.
Lokalforeningens bestyrelse består af formand Merethe Gaardbo, Kirsten Sørensen, Ann Larsen, Elin Hyttel, Finn Brunø, Bo Baake og Per Rye. Lokalforeningens program og aktiviteter kan ses på www.saeby.hjerteforeningen.dk
- Foto: Ann Larsen
- Foto: Ann Larsen
- Foto: Ann Larsen
- Foto: Ann Larsen
- Foto: Ann Larsen
- Foto: Ann Larsen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjerteforeningens madværksted
er blevet en stor succes' til en bekendt