
Planer for Sæby ventes
vedtaget af Byrådet
27. marts 2017 - kl. 13:39 - af 020838
Når Byrådet holder næste ordinære møde onsdag den 29. marts er der et par punkter, som direkte vedrører Sæby.
Et punkt gælder Masterplan Sæby., som i starten af året blev debatteret med foreninger og borgere i Sæby. Der var en bred debat om emner som mødesteder for børnefamilier og unge, bedre sammenhæng mellem Sæbys kvaliteter, etablering af Sæby Spektrum samt Sæby som eventby, hvor foreningerne går sammen om at skabe events i en målestok, der passer ind i Sæby.
På møderne blev der også indgået ”aftaler” mellem foreninger og borgere, der kunne se muligheder i at bruge hinanden, eksempelvis Nellemanns Have og børnefamilierne, der sammen ønsker at etablere nye mødesteder for børnefamilier tæt på byen.
På borgermødet blev der også debatteret konkrete emner som problematikken om stemmeværket ved Sæby Vandmølle, skolestruktur, ønsker om flere toiletter og flere borde/bænkesæt tæt på stranden og en badebro ved Sæby Søbad. Det blev også efterlyst, hvordan der skal arbejdes videre med ideerne, da sæbynitterne ikke kan løse opgaven alene.
Masterplanen har fået ja fra både Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget, der tillige anbefaler Byrådet at sige ja.
Et andet punkt vedrører boliger ved Solsbæk Strand. Plan- og Miljøudvalget har på kommunaldirektørens konkretisering tidligere anbefalet Økonomiudvalget og Byrådet, at lokalplanforslaget og kommuneplantillægget sendes i offentlig debat. Nu er sagen så nået til Byrådets bord.
Endvidere skal Byrådet tage stilling til en godkendelse af ændringer i interessentskabskontrakten for Sundhedshus Sæby. Disse skal sikre, at der laves bundne reserver til vedligeholdelse.
SF har endvidere ønsket et punkt på Byrådets dagorden med en status i forhold til faunapassagen ved vandmøllen i Sæby. Formanden for Teknisk Udvalg giver det samlede byråd en orientering.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Planer for Sæby ventes
vedtaget af Byrådet' til en bekendt