Apoteket informerer og
giver gode råd om Akne
12. marts 2017 - kl. 0:16 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Øv mor – jeg har fået bumser – nu kan jeg ikke gå til fest” – mon ikke
mange forældre til teenagere har hørt denne sætning? Omkring 80 procent af alle unge oplever akne i mere eller mindre svær grad i årene omkring puberteten.
Årsagen til problemerne skal søges i de ændrede hormonforhold hos de unge. Specielt har de mandlige kønshormoner (androgenerne), som også pigerne har, en indflydelse på huden. Andre årsager kan være brug af olieholdig kosmetik, visse lægemidler og mekanisk irritation af huden.
Akne udvikler sig ved at talgkirtlerne, som er placeret i forbindelse med hårsækkene i huden, begynder at producere mere talg, og hvis udgangen fra hårsækken så bliver mere eller mindre lukket, sker der en ophobning af talg, som viser sig ved hvide prikker, som kan være lidt hævede.
De kan også være mørke, og det er ikke snavs der sidder i talgen, men stoffet melatonin, som vi naturligt har i huden, og som har stor betydning for vores hudfarve.
Hvis så også ”propionbakterien” får fat, kan der dannes stoffer, som lukker udførselsgangen fra hårsækken helt af, og så kommer inflammationen, i form af røde knopper, der kan udvikle sig med pus og få gule områder.
Akne inddeles i let, moderat og svær akne. Den lette akne er kendetegnet ved at man har under 10 hudorme og bumser i ansigtet, moderat akne er præget af røde og ømme knopper, bumser eller knuder og der optræder 10 – 40 hudorme og 10 – 40 bumser i ansigtet og eventuelt på bryst og ryg.
Svær akne er præget af større knuder eller bylder, der efterlader skæmmende ar, der er dybe bumser og ardannelse, mere end 40 bumser i ansigt og på overkroppen og cyster med ardannelse i ansigt og på kroppen.
Behandlingen består i renholdelse af huden med vand og sæbe, eventuelt suppleret med et specielt renseprodukt til aknehud og en svamp, som dybderenser og desinficerer, uden at irritere huden. Desuden behandler man lokalt med lægemidler, som dels åbner hårsækkene, således talg m.v. kan komme ud, dels virker antimikrobiel.
Til den lette akne anbefales lokalbehandling, som kan fås i håndkøb.
Til den moderate akne er et besøg hos lægen påkrævet, for at få den bedste behandling. Man starter normalt med lokal behandling, og ser tiden an i en måned eller to.
Er det ikke tilstrækkeligt kan det komme på tale at behandle med tabletter, som bekæmper bakterierne. Her behandler man typisk 6-12 uger.
Er der tale om svær akne, er det nødvendigt at få en henvisning til en hudlæge. Hudlægen har, som supplement til lokalbehandling, mulighed for at give et lægemiddel, som virker udtørrende på bumserne.
Lægemidlet har desværre også den ulempe, at det virker udtørrende på læber og øjne, og så er det stærkt fosterskadende. Det betyder, at hudlægen skal teste om kvinder i den fødedygtige alder er gravide inden der udstedes en recept.
Recepten må højst være syv dage gammel når den indløses på et apotek, og lægen må højst udstede til 30 dage ad gangen.
Hvad kan man gøre selv, og hvad skal man ikke gøre? For at tage det sidste først, så ikke noget med at klemme bumser ud – det gør kun ondt værre!
Brug i stedet en mild sæbe og vand til at vaske huden med, eventuelt et renseprodukt og en svamp, der indeholder pulveriseret trækul. Behandl lokalt med et aknemiddel, og plej huden med cremer, som ikke blokerer porerne.
Undgå kosmetik med olie, men brug vandbaserede produkter. Husk også at det tager en måned eller mere inden behandlingen virker.
Har du spørgsmål så kom på apoteket, vi kan hjælpe dig.
God weekend
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket informerer og
giver gode råd om Akne' til en bekendt