
Sæby Handelsstandsforening
var oppe i gear i 2016
10. marts 2017 - kl. 6:50 - af 020838
Med et hav af arrangementer bød Sæby i 2016 gæster velkommen til en by med alt lige fra fastelavn til open by night og meget mere.
Det konstaterede formanden for Sæby Handelsstandsforening, Hans Ole Kalhøj, på generalforsamlingen torsdag på Hotel Viking.
-Året startede som vanligt med fastelavn på torvet og så fulgte et utal af arrangementer som motorcykler – gamle biler – nye biler – hjerteforening – sportsdag. Vores store succes hvert år Klovneløbet til fordel for kræftramte børn. Landbruget på torvet – folkedans. Ikke mindst vores to open by nights med Kandis – et kæmpe tilløbsstykke og Peter Viskinde i august gav virkelig pote.
2016 bød også på et kæmpe arrangement nemlig International Musikfest i begyndelsen af juli. Et arrangement, som Sæby hvert tredje år har stor fornøjelse af i samarbejde med Musikkorps Sæby.
-Der er ikke mange byer af Sæbys størrelse, som kan mestre dette.
-På julen 2016 blev der sat ekstra fokus. Alle var enige i, at foregående jul havde været slap i betrækket. Så bestyrelsen gjorde det, at man nedsatte et stærkt udvalg og bred skare af medlemmer fra byens butikker som sammen fandt et super godt koncept med halmballer, spejdere med bål og alsang fra altanen over Matas.
-Et godt initiativ, som efter min mening kunne blive en fast tradition. Dog var torsdagene efter klokken 18 ikke de mest velbesøgte i butikkerne. Dette bør også tages op til overvejelse med hensyn til længere åbningstid.
-Men torvet med de traditionsrige julehytter var i sig selv hygge som forbindes med Sæby. Og takket være de medvirkende indehavere fra butikkerne, blev torvet super godt.
Der var i 2016 i højsæsonen torsdags åbent i Sæby til klokken 21.00, men det ændres i år til klokken 20.00.
SæbyAvis.dk var med til generalforsamlingen og flere artikler følger…
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Handelsstandsforening
var oppe i gear i 2016' til en bekendt