
Slagter Tranholm i Sæby
indstillet til Slagterprisen
2. marts 2017 - kl. 18:01 - af 020838
Slagtermester Leif Tranholm i Sæby er indstillet til Slagterprisen 2017, som Landbrug & Fødevarer i år uddeler for 18. gang. Landbrug & Fødevarer varetager fælles opgaver og erhvervsmæssige interesser for danske landmænd og fødevarevirksomheder.
Igen i 2017 uddeles prisen i to kategorier dagligvareslagtere og privatslagtere.
-Jeg er utrolig glad for at være indstillet, og jeg ved lige nu ikke så meget om det. Det er vist noget med, at man gennem resten af årets bliver holdt øje med og bedømt på alle mulige måder blandt andet med anonyme kunder, der tester, hvad vi kan levere og præstere her i Sæby, fortalte Leif Tranholm torsdag kort efter, han havde fået beskeden om den fornemme indstilling.
Slagter Tranholm åbnede slagterbutik i Vestergade i Sæby i 2016 sammen med sønnen Morten. Butikken har allerede fået et fantastisk godt ry rundt omkring, og kunderne kommer til Sæby også for at handle hos den dygtige slagter. Du kan læse tidligere artikler som byens nye slagter her.
Der er lang vej til måske at få Slagterprisen – som er prisen til Danmarks Bedste Slagter – og først skal de indstillede gennem et forløb for eventuelt at blive nomineret til det videre forløb.
Prisen tilfaldt i 2014 Slagtermester Peter Olsen, Emilievejs Slagterforretning i Frederikshavn, og i 2007 Slagtermester Jens Munch i Skagen.
Juryen vurderer indstillingerne og gennemser videoerne i forhold til indstillingskriterierne. De udvalgte kandidater inviteres herefter til præsentationsmøde hos Landbrug & Fødevarer på Axelborg i København, hvorefter juryen finder de nominerede i begge kategorier.
De nominerede offentliggøres i uge 17, og juryen aflægger uanmeldte besøg hos de nominerede i løbet af de næste måneder. Forløbet kulminerer med prisoverrækkelsen på Fødevaredagen den 26. september 2017 på Hindsgavl Slot. Slagterprisen er finansieret af Svineafgiftsfonden og Kvægafgiftsfonden.
Jury 2017
Sabina Christensen, Key Account Manager, Danish Crown Pork Danmark
Henrik Andersen, konsulent, Danish Crown Beef
Ralf Eg Sørensen, Key Account Manager, Tican Food
Remi Wideking, Purchasing Manager, Coop Danmark Food
Benny Jepsen, ferskvarechef, Dagrofa
Christian Friis, faglærer, ZBC, Roskilde, Slagteriskolen
Vickie Enné Ryge, seniorkonsulent, Landbrug & Fødevarer
Kriterier Slagterprisen 2017
Kriterierne gælder både for slagtere i dagligvarebutikker og privatslagtere.
Juryen kigger bredt på slagterens faglighed, udtryk og salg. Det er altså ikke nok at være en dygtig håndværker – kundeservice og præsentation vægtes også højt. Juryen forholder sig til en række punkter, som hver især vægter i den samlede vurdering.
Juryen er naturligvis opmærksom på, at vilkårene og mulighederne ikke er identiske i dagligvarebutikkernes slagterafdelinger og hos privatslagtere. Det tager den højde for i sin vurdering.
Her kan du se, hvilke punkter, der spiller en rolle i den endelige bedømmelse:
Håndværk – vægter 50 procent i den samlede vurdering
-Slagterens faglige og professionelle niveau fra håndtering af produkter til tilberedningsmetoder, herunder pålægsprodukter, nytænkte løsninger og hygiejne
-Evt. efteruddannelse for at holde den høje standard
-Redegørelsen for kvalitet i forhold til racer, opvækst, modning/krogmodning og tilberedning
-Kvaliteten af både kød og tilbehør for at sikre kunden et godt resultat på tallerkenen
-Evt. signaturprodukt
Sortiment og Space Management – vægter 25 procent i den samlede vurdering
-Et sortiment med dybde (forskellige udskæringer/indmad) og bredde (forskellige kødtyper), som inspirerer kunden
-Udfordring af kunderne på sortiment og fokus på forbrugertrends, for eksempel convenience
-Differentieret sortiment, der appellerer til hverdag eller weekend
-Redegørelsen for til- eller fravalg af økologi, lokale råvarer og varer i sæson
-Tilgængelig information om kødets oprindelse, og slagterens begrundelse for sit sortiment
Kunden i centrum – vægter 25 procent i den samlede vurdering
-Højt serviceniveau med synlig slagter og kunden i centrum
-Evnen til at hjælpe til kundens planlagte køb (Ease to shop)
-Dygtigt og differentieret personligt salg, med fokus på opsalg, mersalg og krydssalg
-Gastronomisk indsigt med korrekte tilberedningsanvisninger og tanke på hele måltider
-Slagteren kan dokumentere vækst i sin afdeling/butik (index eller anden dokumentation)
Glad Smiley fra Fødevarekontrollen er en betingelse!
Efter nomineringen får alle nominerede besøg af en anonym person (mystery shopper), for at juryen kan få dokumentation for kundeoplevelsen i afdelingen/butikken.
Tidligere vinder af Slagterprisen, som fra 2015 er uddelt i to katagorier – dagligvareslagtere og privatslagtere
2016: Munkholm Slagteren i Holbæk – Meny i Aalborg
2015: Kenneth Hansen, SuperBrugsen Havdrup – Peter Mortensen, Slagter Mortensen Lemvig
2014: Slagtermester Peter Olsen, Emilievejs Slagterforretning i Frederikshavn
2013: Slagter Bertelsen, Holstebro
2012: Slagter Lund på Frederiksberg og i Torvehallerne
2011: Slagtermester Peter Steen, Gourmandiet på Østerbro i København
2010: Slagtermester Brian Christiansen, Dalgaard i Hørsholm
2009: René Martinussen, Salling Super Århus
2008: Rikke og Henrik Christiansen, Fanøslagteren
2007: Slagtermester Jens Munch, Skagen
2006: Slagtermester Peter Steen Jensen, SuperBrugsen på Islands Brygge i København
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Slagter Tranholm i Sæby
indstillet til Slagterprisen' til en bekendt