
Meget tyder på, at byrådet vil
drøfte fri faunapassage igen
24. februar 2017 - kl. 7:30 - af 020838
Det ligner en fornuftig løsning i den lange sag om fri faunapassage i Sæby Å, da mange udtrykker både vilje og lyst til at få løst sagen én gang for alle.
Det ligner et politisk flertal for en fornuftig løsning, idet socialdemokraten Jens Hedeaard forleden skrev, at Socialdemokratiet i Frederikshavn Byråd er klar til en løsning. Jens Hedegaard bakkes nu op af partikollegaen i byrådet, Ole Rørbæk Jensen fra Sæby, som torsdag til SæbyAvis.dk’s udsendte understregede, at Socialdemokratiet har åbnet op for en løsning med fri faunapassage.
Det glæder formanden for Sæby Sportsfisker Klub (SSFK), Jesper Christensen, som roser Socialdemokratiets indstilling og holdning til at skabe en løsning.
-Tak til Jens Hedegaard og socialdemokraterne for at støtte den fri faunapassage og for at sætte gang i sagen igen. Og I skal nok få støtte fra flere politiske partier i byrådet.
SSFK mener, at alle sten er vendt og drejet i hele Sæby Å for at finde den rigtige løsning.
-En gang for alle: Fysisk er det kun muligt at lave en løsning opstrøms stemmeværket. Der er ingen grund til, at sagen skal i udvalg igen, det er både tid og ressource spild, da kommunen har søgt om penge til det rigtige projekt én gang. Ansøgningen blev dog trukket tilbage på grund af overraskende og uventet flertal mod projektet på byrådsmødet den 25. maj 2016. Lad os starte, hvor vi sluttede sidst, så er det jo kun en ekspeditionssag i byrådet, vurderer Jesper Christensen.
-Alle spøgelser og sandheder er kommet ud af skabet og sidste kom vel på Masterplan Sæby mødet på Hotel Viking. Modstandere vil der altid være, men den gruppe er vist begrænset til ganske få, men lad os få en løsning, som de bliver rigtig glade for også.
-Vi i SSFK er klar, og alle de bidragsydere vi havde i forbindelse med indsamlingen af de 300.000 kroner har stadigvæk tiltro til projektet, hvorfor vi stadigvæk har pengene, så lad os komme igang. Tid til handling og lad os så få tændt fredspiben, siger formanden for SSFK Jesper Christensen, der håber på handlestærke lokalpolitikere.
Succeshistorien Villestrup Å
Jesper Christensen henviser til en rigtig succeshistorie om Villestrup Å, der er 14 kilometer lang og var spærret syv steder. Sæby Å er godt 100 kilometer lang og har én spærring ved vandmøllen.
-Prøv og tænke hvad vi kan forvente os. Hvorfor skal ganske få modstanderne bestemme, at der ikke skal være liv i Sæby Å? Ingen kan forsvare ikke at komme igang med en fri faunapassage i Sæby. Politikerne og alle andre kan ikke få, eller forlange, mere veldokumenteret bevis for effekten af en fri faunapassage end eksemplet fra Villestrup Å, siger Jesper Christensen.
DTU Aqua har undersøgt fiskebestandene i danske vandløb i årtier og har længe anbefalet, at man fjerner opstemninger i vandløb og genskaber de naturlige gydestryg, hvis man vil genskabe og bevare vilde, naturlige fiskebestande. Få hele historien om Villestrup Å her.
Om DTU Aqua
Institut for Akvatiske Ressourcer (DTU Aqua) er et institut på Danmarks Tekniske Universitet.
DTU Aqua udfører forskning, rådgivning og uddannelse på universitetsniveau og bidrager til innovation inden for bæredygtig udnyttelse og forvaltning af akvatiske ressourcer. Vil du vide mere om DTU Aqua – klik her.
3 kommentarer til “Meget tyder på, at byrådet vil
drøfte fri faunapassage igen” under annoncerne.
Jeg håber projektet med fri faunapassage bliver til noget. Jeg har altid haft svært ved at se skønheden ved stemmeværket, der jo bare er en betonklods sænket ned i åen. Den har udlevet sin praktiske funktion for længst. Området kan set med mine øjne blive meget flottere ved at fjerne denne, og så gør det jo ikke noget, hvis der også kommer et par fisk op i åen.
Man skal sikre sig at kommunen ikke får erstatningskrav for bygnings sætninger.
@Poul K. Sørensen
Nu ved jeg desværre ikke hvilken løsning politikerne kigger på lige nu, men i det fuldt finansierede forslag de stemte ned sidst, var der medregnet en løsning til at bibeholde vandstanden i de omkringliggende områder, så sætnings skader bliver undgået. Der er ingen der ønsker at de smukke huse i Pindborggade skal lide overlast.