
Gigtforeningen: Gør en
forskel i dit lokalområde
16. februar 2017 - kl. 0:56 - af 020838
Gigtforeningen i Vendsysselkreds har brug for flere frivillige kræfter. Så hvis duhar lyst til at lave aktiviteter for mennesker med gigt sammen med andre, er det dig, der er brug for.
Det kan være alt fra foredrag om den nyeste forskning i slidgigt, træningshold for mennesker med gigt og udflugter. Du kan selv være med til at planlægge og holde de aktiviteter, som du brænder for. Aktiviteterne er økonomisk støttet af Gigtforeningen.
En lokal ildsjæl
Og du vil ikke være alene. Anne Grethe Svendsen er en af dem, som er aktiv i Gigtforeningen i Vendsyssel. Det er vigtigt for Anne Grethe, at der er lokale aktiviteter for mennesker med gigt.
-Mit frivillige arbejde startede med at jeg gik til varmtvandstræning. Efter nogle år var der brug for en afløser, når underviseren var forhindret i at komme. Så jeg blev afløser og tog mig også af de praktiske ting. Det har jeg været i fire år nu.
-På et tidspunkt for nogle år siden fik jeg lyst til at gøre endnu mere for mennesker med gigt, derfor stillede jeg op til kredsbestyrelsen i Gigtforeningens Vendsysselkreds. Og jeg kom ind. Ved siden af mit frivillige arbejde i kredsen hjælper jeg også lokalgruppen i Frederikshavn med det praktiske, når de har arrangementer.
Anne Grethe er glad for at være med
-Jeg synes det er dejligt, at jeg kan gøre en indsats. Det handler om at give noget til andre mennesker med gigt og være et samlingspunkt for aktiviteter. Det kan både være et foredrag eller til et cafemøde, hvor der bliver talt om mere personlige ting ved det at have en gigtsygdom.
Fordi Anne Grethe er en lokal aktør, løber hun tit ind i folk, der spørger til de kommende arrangementer i kredsen og lokalgrupperne.
-Det gør mig glad, når folk spørger ind til kommende arrangementer eller giver feedback på noget, der lige er overstået. Det betyder for mig, at de får noget ud af det. At den indsats vi gør lokalt betyder noget for andre mennesker med gigt.
Mød op og hør mere
Hvis du vil møde Anne Grethe for at høre mere om at være frivillig i Gigtforeningen, så skal du møde op på generalforsamlingen den 28. februar klokken 18.30 på Hjørring Kro, Birthesvej 2 iHjørring. Det er ikke et krav, at du selv har gigt for at være aktiv i Gigtforeningens Vendsysselkreds.
Se mere ved at klikke her.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gigtforeningen: Gør en
forskel i dit lokalområde' til en bekendt