
Syvsten Idrætsforening venter
på kommunens forklaring
12. februar 2017 - kl. 0:12 - af 020838
I Syvsten undrer man sig meget over kommunens fremgangsmåde i forbindelse med, at ejendomscentret forleden kort efter en stor halfest lukkede Syvstenhallen angiveligt på grund af et dårligt og forsømt gulv.
Idrætsforeningens formand Inge Nørbjerg Rasmussen forklarer her situationen:
-Ejendomscentret i Frederikshavn kommune har lukket hallen midlertidigt, da gulvet i hallen ikke er sikkert at færdes på og skal undersøges nærmere.
-Denne besked blev vi stillet overfor torsdag i uge 5. Vores motionsspillere i badminton er tilbudt tid i Dybvadhallen, ungdomsspillerne har været i Voerså at spille sammen med deres spillere, miniton om fredagen har sluttet sæsonen. Indefodbold stoppede i sidste uge, da det var tæt på standerhejsningen udendørs i går lørdag.
-Medier har skrevet mange linier om lukningen, og man kan gøre sig sine tanker. Vi vil i Syvsten IF gerne høre, på hvilket grundlag hallen er lukket, men har ikke til dato fået noget beviseligt angående sikkerheden og gulvet. Vi beklager den måde, tingene er sket på. Vi afventer en snarlig udmelding fra kommunen.
Fodboldafdelingen i Syvsten IF er fast besluttet på at bestå i fremtiden, men formanden er mere i tvivl om de andre afdelinger, der holder til i hallen nu, hvor der er skabt tvivl om Syvstenhallens eksistens.
-Vi kan benytte omklædning og cafeteria indtil videre. Om hallen fortsat vil kunne bruges til at arrangere tiltag, som giver grundlag for klubbens økonomi, er ikke afklaret, og det vides ikke, hvornår det er bliver afklaret. Vi håber det bedste og frygter det værste, siger idrætsforeningens formand Inge Nørbjerg Rasmussen.
Hun gør opmærksom på, at Syvstenhallen er langt mere end en idrætshal. Det er også byens og områdets samlingssted med mange store arrangementer som for eksempel bankospil, loppemarkeder, halfester og lignende. Idrætsforeningens eksistensgrundlag er baseret på indtægter fra disse arrangementer.
Forleden var der 750 glade gæster til halfest med Stig Rossen og vennerne fra Bamses tid.
Sidste weekend i januar har der siden midt af 1970’erne været arrangeret halbal i Syvsten hallen. For mange er denne aften blevet en tradition, hvor man mødes med gamle venner.
Musikken leveres som nonstop musik af to veloplagte orkestre, altid med et af tidens hotte top orkestre, og lokale leverandører sørger for god mad og drikke til de mange gæster.
Syvsten Idrætsforening understreger, at byens hal er vigtig for byens fremtid, og omsætningen i forbindelse med hallen luner i mange kasser både i Syvsten, men også i for eksempel Sæby, hvor flere leverandører holder til.
Idrætsforeningen og byen er nervøse for, at politikerne gerne ser Syvstenhallen lukket for at skaffe penge til drift af nye planlagte halbyggerier i såvel Dybvad som Sæby.
Nu håber de i Syvsten så, at politikerne har lyst til at fortælle, hvad der foregår.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Syvsten Idrætsforening venter
på kommunens forklaring' til en bekendt