
Nye familier ønsker flere
mødesteder i Sæby
3. februar 2017 - kl. 7:32 - af 020838
Borgermødet onsdag på Hotel Viking om Masterplan Sæby afslørede stort engagement hos mange, og de mange indlæg vidner om, at mange vil det bedste for Sæby-området.
En gruppe forældre, hvoraf de fleste er forholdsvis nye i byen – også kaldet tilflyttere – efterlyste på mødet muligheder for at mødes og muligheder for at skabe mødesteder, som indbyder til aktiviteter.
Nellemanns Have var også vel repræsenteret på mødet, og fra havens talspersonener blev det gentagne gange oplyst, at der arbejdes med mange planer om at gøre den smukke have til et sted, hvor alle kan komme og udfolde sig med mange muligheder for spændende aktiviteter.
Forældregruppen understreger, at deres udgangspunkt er, at de gerne vil bidrage og gøre noget godt for Sæby.
-Vores ønske om mødesteder handler om, at vi simpelthen ikke har nogle steder at tage hen med vores børn i byen, ligesom at der mangler steder, hvor forældre og familier møder hinanden på en naturlig måde, fortæller Kathrine Møller.
-Vi har dog et stort ønske om at skabe et byrum for familierne, hvor det er ligeså naturligt, at de øvrige generationer og turister kommer hen og følger byens liv. Det er væsentligt for mig og os, at det bliver et rummeligt sted. Som det er nu, så tager familierne ud af byen for at være sammen, opleve noget for eksempel til Funhouse i Frederikshavn, Aalborg – og endda legepladsen og parken i Hjallerup.
-Som tilflytter er det meget svært at komme til at lære nye at kende i byen. Derfor er det oplagt fra vores udgangspunkt at skabe nogle rum, hvor familier møder familier og andre af byens indbyggere.
-Vores udgangspunkt er i hvert fald, at vi gerne vil bidrage og gøre noget godt for Sæby – for det fortjener vores ellers skønne by.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nye familier ønsker flere
mødesteder i Sæby' til en bekendt