
Borgmesteren kastede sig
ind i skole-debatten
2. februar 2017 - kl. 9:23 - af 020838
Borgermødet onsdag aften på Hotel Viking understregede, at der er en gruppe forældre i Sæby, der bestemt ikke er tilfredse med kommunens skolestruktur.
De mener og fortæller gerne højlydt, at skole-området halter så meget, at de ikke længere kan anbefale nye borgere at flytte til Sæby.
Efter den officielle del af borgermødet om Masterplan Sæby var afblæst ved 21-tiden, tog borgmester Birgit S. Hansen, som opmærksomt lyttede til alle indlæg på mødet, kontakt til de forældre, der tidligere på aftenen havde rettet en voldsom kritik mod kommunens skolestruktur i Sæby.
– Vi lytter jo til alle, og jeg er godt klar over, at der er en gruppe, der er kritisk i forhold til den skolestruktur vi har. Derfor henvendte jeg mig til dem, og vi fik en god snak. Vi vil fra kommunens side jo rigtig gerne dialog med borgerne. Vi har politisk allerede besluttet, at vi skal have en grundig evaluering af strukturen på skoleområdet. Det skal være en meget grundig evaluering, så vi får alle aspekter af sagen med, siger Birgit S. Hansen.
Borgmesteren glædede sig over det store engagement og de mange indlæg fra flere af de cirka 200 deltagere i borgmermødet på Hotel Viking.
-Jeg fornemmer nok en smule skepsis over for, om det her bliver til noget konkret. Der skal nok blive igangsat nogle projekter, vi skal bare have et grundlag at gå videre på, og det er dét, Masterplan Sæby handler om.
-Det er jo tegn på oprigtig interesse, at der kommer så mange, og at så mange tager del i debatten. Der blev vist stor energi på mødet, og det er et godt udgangspunkt for det videre forløb, siger borgmesteren i Frederikshavn Kommune.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Borgmesteren kastede sig
ind i skole-debatten' til en bekendt