Folkekirken lancerer fra
1. februar online præster
29. januar 2017 - kl. 9:09 - af 020838
Fem præster sidder fra 1. februar klar til at chatte med danskerne på sjælesorg.nu
Bliver du mobbet i skolen, har du mistet dit arbejde, eller er du ensom? Så kan du fremover tale anonymt med en præst hjemme fra sofaen via en computer eller smartphone på hjemmesiden sjælesorg.nu
Nyt folkekirkeligt millionprojekt stiller fem præster til rådighed for gratis online samtale. Projekt “Sjælesorg på Nettet” har modtaget 8,3 millioner over en treårig periode fra Folkekirkens Fællesfond og landets ti stifter.
Chatten er åben for alle, ung som gammel, men kirken vil også gå efter specifikke målgrupper.
Landsdækkende reklamekampagner på sociale medier med bl.a. videospots henvender sig til unge mellem 18 og 25 år samt ensomme mænd over 45 år for at gøre opmærksom på, at præsterne er parat til at tage imod dem online.
-Talrige undersøgelser viser, at mange unge mistrives. Også dem rækker vi nu en hjælpende hånd, fortæller præsten Pernille Hornum, der er leder af Sjælesorg på Nettet.
“Når mænd bliver forladt midt i livet, er der en stor risiko for, at de går ned med flaget. Samtidig er mændene ikke gode til at søge hjælp. Med et anonymt online tilbud håber vi, det bliver nemmere for dem,” forklarer hun om den anden målgruppe.
En del af projektet er at re-brande begrebet “sjælesorg.” Det er en kerneydelse i folkekirken, der dækker over, at man kan få en gratis fortrolig samtale med en præst om stort og småt.
Konsulent Hatla Johnsen betegner sig selv som helt almindelig folkekirkekristen. Hun er en af dem, der har haft gavn af at vende livet med en præst:
-Det var en stor livsforandring at blive mor. Jeg blev fyldt med angst for om der kunne ske mine børn noget og bekymrede mig derfor meget over fremtiden. Præsten har hjulpet mig til at finde ro i den nye rolle som mor, og har givet mig nogle helt konkrete redskaber til at strukturere dagen. Jeg har nu en tiltro til, at det nok skal gå. Jeg kan alligevel ikke gøre fra eller til, det hviler jeg i, fortæller hun.
Det er landets ti folkekirkebiskopper, der står bag “Sjælesorg på Nettet”. Det bygger på gode erfaringer i Sverige med online sjælesorg, hvor 3000 personer om året henvender sig til præsterne via en tilsvarende online tjeneste.
Den 1. februar klokken 11.00 bliver “Sjælesorg på Nettet” lanceret i Københavns Domkirke.
Biskop Henning Toft Bro, der er formand for projektet, bliver den første, der chatter via den nye hjemmeside på storskærm i kirken. Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen vil også deltage.
Leder Pernille Hornum forklarer om projektet og viser reklamevideo. Efterfølgende er der champagne og kransekage. Arrangementet er åbent for alle.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Folkekirken lancerer fra
1. februar online præster' til en bekendt