
På efterløn efter 45 og et
halvt år på Sæby Apotek
25. januar 2017 - kl. 7:13 - af 020838
Tirsdag den 31. januar takker farmakonom Kirsten Sørensen af efter 45 og et halvt års ansættelse
på Sæby Apotek.
Kirsten Sørensen startede sin karriere på Sæby Apotek d. 1. august 1971, som elev ved apoteker M.C. Jørgensen. Efter endt uddannelse fik hun fast ansættelse på apoteket, en ansættelse som hun nu har valgt at afslutte for at kunne hellige sig tid til rejser med sin mand Knud Erik og tid til børn og børnebørn og sine andre interesser.
Gennem tiden har Kirsten Sørensen haft fem chefer. Efter apoteker M.C. Jørgensen kom apoteker Henning Voergaard, som var apoteker fra september 1973 til sin død i maj 1980.
I perioden til den næste apoteker tiltrådte, blev apoteket bestyret af farmaceut og senere apoteker på Hjørring Svane Apotek Henrik Lintner, som bestyrede apoteket til oktober 1981, hvor apoteker Bodil Gjøderum overtog apoteket og drev det til maj 2000, hvor den nuværende apoteker Preben Smed Jeppesen tiltrådte.
Kirsten Sørensen har været med i hele den store udvikling af apoteket, som er sket over de 45 år, fra at apoteket var en produktions og handelsvirksomhed, til det apotek vi kender i dag med fokus på information, rådgivning og selvfølgelig medicin salg. Det har også været en rejse fra papir og kuglepen til moderne EDB teknologi.
I det daglige har Kirsten Sørensen beskæftiget sig med ekspedition af recepter til såvel kunder i apoteket, som kunder, der får medicinen leveret via håndkøbsudsalg og bud. Desuden har hun haft ansvaret for lagerstyringen, således apoteket i stor udstrækning kan efterkomme de recepter, som kommer ind.
Kirsten Sørensen har en stor berøringsflade i Sæby. Ikke mindst er hun kendt i vide kredse for sit virke som instruktør, og tidligere formand i Sæby Gymnastikforening, og medlem af Hjerteforeningens lokalkomite i Sæby. Hun er også medvirkende til at skabe en god stemning, hvor hun kommer frem, et smil, et grin og måske en god historie – sådan kender man Kirsten.
Nu får hun mere tid til at passe sine mange gøremål og hun kommer ikke til at kede sig. Både Hjerteforeningen og gymnastikforeningen vil gerne bruge hende endnu mere, og så elsker hun at rejse.
Vi har lovet ikke at fortælle, at Kirsten på billedet forsøger at skjule sin højre arm lidt, for hun synes vist nok, at det er en smule pinligt, at hun på den seneste skiferie styrtede og brækkede armen – på feriens første dag! Husk, det skal blive mellem os…
Apoteket i Sæby markerer Kirsten Sørensens fratræden med en uformel reception tirsdag den 31. januar klokken 16-18 på apoteket. Ved samme lejlighed vil hun få overrakt Dronningens Belønningsmedalje.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'På efterløn efter 45 og et
halvt år på Sæby Apotek' til en bekendt