
Sæby Redningsstation
bygger til i en stille lavsæson
15. januar 2017 - kl. 13:55 - af 020838
Til trods for koldt vejr og lidt lavsæson for redningsaktioner sker der alligevel en masse på Sæby Redningsstation.
-Vi er blandt andet ved at få lavet en tilbygning til stationen. Den skal virke som garage og er en del større end vores nuværende skur til redningsbilen. Det skulle gerne betyde, at vi også er fremtidssikret med hensyn til, hvis vi på et tidspunkt får en større bil, siger lederen af redningsstationen Birger Isaksen.
Sæby Redningsstation er en del af den danske kystredningstjenestes 21 redningsstationer, som hvert år har cirka 400 redningsaktioner med en gennemsnitlig reaktionstid på under 10 minutter.
I Sæby har der været en redningsstation siden 1. oktober 1911, hvor det frivillige mandskab på otte mand i dag er klar døgnet rundt, året rundt, med en hurtigsejlende redningsbåd og moderne udstyr til at rykke ud og hjælpe nødstedte i det nordlige Kattegat. Klar til at sætte deres eget liv og helbred på spil for at komme andre til undsætning.
Som sejlende er det utroligt vigtigt at vide, at der er mulighed for at få hurtig hjælp, hvis uheldet er ude. Påsejling, læk eller måske brand kan i løbet af få minutter koste liv, når man er derude på havet, så derfor er mange afhængige af den hurtige hjælp, som for eksempel Sæby Redningsstation kan levere døgnet rundt hver dag uanset vejr og vind.
Alligevel er fremtiden for redningsstation tilsyneladende stadig usikker. Stationsleder Birger Isaksen beskrev det således i sin nytårshilsen:
Vi står nu ved indgangen til et nyt år. Hvad det bringer for os ved vi ikke. Efter midt på sommeren at kunne konstatere at stationen var lukningstruet og senere i revideret plan at være berettiget til overlevelse, kan vi kun sige at intet er afklaret.
Ministeren skød spørgsmålet til hjørne ved at sige at alt skulle vurderes i forbindelse med nyt forsvarsforlig i 2017. I hele processen har folkene på stationen holdt moralen højt og fortsat det professionelle arbejde uden skelen til forsvarsstabens udregninger.
Vi har hen over sæsonen haft 20 opgaver fra hjælp til fritrækning ved strandinger, til bjærgning af døde over til egentlig livreddende indsats. Det er uden for al tvivl at det at sejle på havet under alle forhold, for at hjælpe andre, er meget givende.
Det er også sikkert at de situationer hvor man under dårlige vejrforhold vurderer situationen og tager afsted for at hjælpe sætter personlige tanker igang. Man forlader noget, familie og børn og sejler ud i noget som ingen aner hvordan ender. Heldigvis går det oftest godt og alle er glade.
SæbyAvis.dk opfordrer hermed politikere og andre med indflydelse; Kom ind i kampen – få nu skabt sikker grund under Sæby Redningsstation!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Redningsstation
bygger til i en stille lavsæson' til en bekendt