
Hørby Efterskole rykkede
ind i Vendsyssel Teater &
15. november 2016 - kl. 11:50 - af pallew.dk
Bus nummer 78 ankom planmæssigt og i regn til Hjørring mandag eftermiddag, og ud i vandpytterne hoppede elever fra Hørby Efterskole.
De var kommet til landsdelens hovedby for at indtage det nye teater- og oplevelseshus, der åbner på Banegårdspladsen 14. januar 2017.
Vendsyssel Teater & har op til åbningen planlagt en række events, og der er mange spændende indslag og forestillinger i vente. Mandagens store event var baseret på en sand historie; flytning af administrationen fra det gamle teater til de nye flotte faciliteter.
Eleverne fra Hørby Efterskole blev mandag også en del af den film, der optages for at vise prøver på alt det, der kan opleves i det nye hus udover teater. Derfor hedder det nu Vendsyssel Teater & – plus alt det andet og ekstra.
De unge fra Hørby-skolen medbragte både instrumenter og en rigtig gammel, istandsat radio, som spillede flot, så alder er ingen hindring…
Hørby Efterskole er som alle andre også meget velkomne hver dag og til hverdag i Vendsyssel Teater &, som også bliver en platform for alle, der gerne vil deltage i, overvære og måske udøve kultur i meget bred forstand.
Eventkoordinator Pia Mourier havde mandag instrueret endnu en såkaldt “pop-up” i forbindelse med, at hele teatrets administration flyttede.
Dagen bød på besøg af Cirkus Sune, unge fra Mimisis og Teater Talent Vendsyssel, børn, voksne og ældre, som alle var med til at kaste endnu mere glans over det nye hus. Selv byens Krumme fik lov at køre sit lille tog med børn om ikke ind på scenen så i hvert fald tæt på.
Mandag blev der sunget i regnen og hygget indendøre i de fine lokaler, og vi fik smagsprøver på noget af alt det, der venter. Vi glæder os i denne tid til åbningsfesten den 14. januar – og alt det, der venter der efter.
Vores gode samarbejdspartner TV2 Nord var naturligvis også i Hjørring mandag og har lavet en rigtig fin udsendelse om flyttedagen og en god snak med mange af de gode mennesker – den er god at få viden af – for at se indslaget klik her.
Vil du se mere om sæsonens forestillinger på Vendsyssel Teater, så klik her.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hørby Efterskole rykkede
ind i Vendsyssel Teater &' til en bekendt