
Foto: Benny Wæhrens
Flere turister overnatter
i Frederikshavn Kommune
15. november 2016 - kl. 6:40 - af pallew.dk
Sæby oplever flere gæster hele året rundt, og nu understreger tallene, at der er sket stor fremgang i turismen i Frederikshavn Kommune.
Nye tal fra Danmarks Statistik fortæller, at hele 22.000 flere end året før har overnattet i kommunen, og det er særligt svenskerne, som står for kommunens vækst.
– Frederikshavn, Sæby og Skagen har i særdeleshed haft besøg af både flere danske, tyske og hollandske turister, men tallene afslører også at svenskerne, der ellers har været et vanskeligt publikum at tiltrække i årevis, ser ud til at være vendt tilbage igen. Det er enestående, siger René Zeeberg, direktør i Turisthus Nord.
For campingpladsernes vedkommende står svenskerne for en fremgang på otte procent og på hotellerne står de for seks procent.
I Sæby-området er der ingen tvivl om, at en af årsagerne til fremgangen er en god markedsføring blandt andet gennem de elektroniske medier. Således kan vi på SæbyAvis.dk se, at antallet af besøgende på netavisen er kraftigt stigende, også af mennesker bosat uden for det egentlige område i den gamle Sæby Kommune.
Mange udefra søger på nettet for eksempel efter spisesteder, restauranter, seværdigheder og overnatning Sæby – eller saeby i det internationale sprog – og jo mere omtale, der er på de elektroniske medier som SæbyAvis.dk, jo flere finder via rigtige søgeord information om Sæby-områdets herligheder og muligheder.
Sæby-området har en række magnetter med kendte navne og profiler, som trækker mange gæster til byen.
Det er for at nævne enkle eksempler Hotel Viking med store arrangementer, lækker mad og meget efterspurgte wellness-faciliteter, det er Jacobs Fiskerestaurant, som vel nok er det mest kendte Sæby-navn lige nu, det er Ravsliberen i Algade, som hvert år har rigtig mange mange kinesere og andre besøgende i butik og museum, og det er Sæbys mange, dygtige kunsthåndværkere og kunstere, der med rette har fået mange til at kalde den smukke købstad “Lille Skagen”.
Og så er det naturligvis Sæbys gode ry som en smuk by og et dejligt område med både masser af flot natur og et spændende udvalg af indkøbsmuligheder og spisesteder generelt.
Også borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen er glad for den stigende svenske interesse.
– Turismen er et af vores vækstspor, og derfor skaber det stor tilfredshed at se tallene bevæge sig så tydeligt i den rigtige retning, siger hun til TV2 Nord.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flere turister overnatter
i Frederikshavn Kommune' til en bekendt