
Kampen om våde papkasser
skal vindes på nettet
28. oktober 2016 - kl. 13:51 - af 020838
For at skabe gode resultater i den lokale klimatilpasning, der skal sikre
vores lokalområder mod det stigende antal af skybrud, er det afgørende at skabe en oprigtig dialog mellem borgere, kommune og vandforsyning. En fælles forståelse for udfordringerne og processen er nødvendig og selvom anlægsarbejdet måske foregår lige uden for køkkenvinduet, er der oplagte gevinster ved en online projektforankring.
Den digitale platform Samvejr.dk giver borgerne helt nye muligheder for at deltage aktivt i klimatilpasningen i netop deres lokalområder.
Med Samvejr.dk får den lokale grundejerforening, ildsjæl eller byudvikler et redskab, hvor det er let og overskueligt at præsentere sine ideer, hente inspiration og forme lokale vand- og landskaber sammen med andre.
Som borger finder man desuden en lang række helt konkrete metoder til at sikre sin bolig mod oversvømmelser, både sidste-øjebliks tips når skybruddet er på vej samt permanente løsninger til en klimasikret bolig.
Behov for nye værktøjer
Lokal klimatilpasning er en forholdsvis ny disciplin, og der er brug for nye redskaber til at drive projekter, hvor både kommuner, borgere og andre indgår. Projekter der både er billigere end større kloakrør, og som samtidigt giver byerne et løft.
Som led i udviklingsarbejdet har Samvejr stillet platformen frit til rådighed for en håndfuld pilotprojekter rundt omkring i Danmark, blandt andet klimatilpasningsprojekter i Bagsværd, St. Heddinge, Middelfart og Hjørring.
I Hjørring Kommune, hvor borgerinddragelse er central i forbindelse med skybrudssikring af byens parker, har man testet den nye platform:
”Samvejr er et godt værktøj til at samle informationer i en enkel præsentation, som derefter kan bruges, når borgerne har tid og lyst.
Det er en styrke i platformen, at man fra første side har et godt overblik over projektet. Eksempelvis kan man gennemgå hele vores projekt på godt og vel 5 minutter. Så kan man så dykke ned i de mange vedhæftede dokumenter efter interesse.
Det gør, at mange får de nødvendige oplysninger hurtigt, og som bruger føler man ikke, at man nu skal afsætte alt for lang tid til at sætte sig ind i projektet”, fortæller Miljømedarbejder i Hjørring Kommune, Marvin Meyer.
Med den officielle lancering ultimo september, kan andre nu frit gå ind og oprette deres egne projekter og tage platformen i brug.
Bag Samvejr
Teamet bag Samvejr.dk består af den antropologiske virksomhed Gemeinschaft og designbureauet B14. Det særegne makkerpar er gået sammen for at koble social handling og samarbejde med digitale muligheder for brugercentreret kommunikation og videndeling.
Hvad er klimatilpasning?
Klimatilpasning handler om fremtidens regnvandshåndtering og om at anvende vandet som en ressource. Når regnmængden er større, end kloakken kan håndtere, flyder kloakken over til stor gene for de mennesker, der må se deres grund eller kælder oversvømmet med spildevand.
Klimatilpasning er en fællesbetegnelse for de løsninger, der skal nedsætte risikoen for disse oversvømmelser. Klimatilpasningen laves på alle niveauer på både privat grund og offentlige arealer.
Fakta om Samvejr
Borgere kan som udgangspunkt gratis oprette deres egne klimatilpasningsprojekter på Samvejr.dk og finde vejledninger og gode idéer til at komme i gang i deres eget nærområde.
Myndigheder betaler for at drive projekter igennem på Samvejr.dk, men får samtidigt et tidsbesparende redskab, der samler projektplan, dokumentation og profilering ét sted.
Foto: Lisa Risager
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kampen om våde papkasser
skal vindes på nettet' til en bekendt