
FDF i Sæby indvier nyt kredshus…
30. september 2016 - kl. 8:46 - af Henrik Christensen
Lørdag d. 8. oktober holder FDF i Sæby indvielse af kredsens nye hus på Sølystvej 8.
Indvielsen kædes sammen med “LEGENS DAG”, der starter kl. 12.00, og er for alle legeglade, små som store.
Der vil blive arrangeret lege i det fri, og det er ikke umuligt, at man vil møde en ny leg, så kom ud af huset og vær med.
Indvielsen af FDF’s nye kredshus vil ske kl. 14, hvor kredsen byder velkommen og fortæller om byggeriet. Herefter vil Provst Viggo Ernst Thomsen holde indvielsestalen og sammen med nogle børn indvi huset til FDF’s fortsatte arbejde i Sæby.
Det nye hus har været længe under vejs. Da FDF flyttede fra Jernbane Alle 5 i 2013, var det til en midlertidig løsning i en brugt boligcontainer, som kunne fungere, men ikke var optimal. Siden er der blevet skaffet penge til byggeriet via fonde og donationer, således kredsen ad den vej har skaffet ca. halvdelen af byggesummen.
Under byggeriet var kredsen desværre ramt af det uheld, at nogle uærlige mennesker mente, at de havde mere brug for vinduer og døre end FDF. Det fik en af kredsens ledere til at lave et opslag på Facebook, som i løbet af en weekend havde bredt sig til omkring 60.000 modtagere. Det gav en del positiv omtale i medierne, og betød konkret, at en person donerede 10.000 kr. til nye vinduer.
Nu er huset klar til brug, og børn og ledere glæder sig til de nye og gode lokaler.
Huset indeholder et mødelokale, køkken og handicapvenligt toilet. Udenfor er der et stor overdækket område, således man kan være udendørs, også selv om det regner.
FDF holder til på Sølystvej 8 på en grund, som kredsen fik tilskødet af Sæby Kommune. Grunden er på ca 3500 kvm. med plads til mange aktiviteter.
FDF i Sæby har modtaget økonomisk støtte fra Lokale og Anlægspuljen, Vanggaard Fonden, Roblon Fonden, Sparekassen Vendsyssel fond, Jerslev, Lions Club Sæby og private givere. I alt er der på nuværende tidspunkt samlet 277.000 kr. sammen. Prisen for byggeriet ventes at blive omkring 500.000 kr, så der mangler lidt endnu, hvorfor kredsen ønsker sig penge på kontoen, hvis nogen har lyst at støtte arbejdet. Kredsens konto i Spar Nord er 9012 – 1200022110.
Sæby FDF er stiftet i 1909 og er en kreds i fællesskabet FDF i Danmark. Kredsen tæller i dag ca. 35 medlemmer, og er inde i en positiv medlemsudvikling. Kredsleder for FDF i Sæby er Mogens Kastbjerg Larsen. FDF er en kristen ungdomsorganisation stiftet 27. oktober 1902 af arkitekt Holger Thornøe og hviler på et folkekirkeligt grundlag. På landsplan er der ca. 22.000 medlemmer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'FDF i Sæby indvier nyt kredshus...' til en bekendt