
Højt humør hos petanquespillere i Hørby
26. september 2016 - kl. 9:42 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hørby Pensionistpetanque var i den forgangne weekend værter for et yderst vellykket Rødvinsstævne på foreningens baner i Hørby.
Det var næsten som til en af de populære koncerter, da Hørby Pensionistpetanque sendte indbydelser ud til et lokalt Rødvinsstævne. – Vi havde hurtigt flere af de lokale klubber i røret, fortæller kasserer Lykke Sørensen fra foreningen, så det gik rigtig stærkt med at få fyldt holdene op. Tre naboklubber fra Præstbro, Skæve og Østervrå deltog i stævnet, der havde seks hold med i alt 26 spillere fordelt på værtsklubbens seks baner.
Lige fra stævnets begyndelse var humøret højt, og der blev også tid til at hyggesnakke hen over spillet, selv om der selvfølgelig skal lægges taktik, måles op og spilles med koncentration.
Vejret viste sig også var sin bedste side, så der var både varmt og vindstille på banerne i den gamle jernbanegrav.
I godt tre timer blev der spillet og dystet inden vinderne var fundet, og alle deltagerne kunne gå til den afsluttende kaffe med hjemmebagte boller og kanelsnegle – og mere hyggeligt samvær.
Rødvinsstævnerne er arrangeret af de enkelte klubber i modsætning til turneringerne, som tilrettelægges af DGI. Det var sæsonens sidste stævne.
Rødvinsstævne betyder at gevinsterne er rødvin, og til hver af de vindende hold var der to flasker god vin – gradueret efter placering. Følgende vandt: 1. præmie: Dorthe og John, Skæve. 2. præmie: Birthe og Carl August, Præstbro. 3. præmie: Birthe og Jørgen, Præstbro.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Højt humør hos petanquespillere i Hørby' til en bekendt