
To unge mænd fra Sæby
kørte fulde ind i et træ
21. september 2016 - kl. 7:45 - af 020838
To unge mænd på 19 og 21 år fra Sæby var fulde, da de i bil natten til onsdag ramte et træ på Baldersvej i Frederikshavn. Heldigvis gik det denne gang ikke ud over uskyldige.
Klokken var 02.24, da Nordjyllands Politi rykkede ud til færdselsuheldet. på Baldersvej i Frederikshavn. De unge Sæbynitter havde selv ringet ind og anmeldt deres solouheld.
Det viste sig, at kammeraterne var kørt ind i et træ, og den ene klagede over smerter i sin arm. Politiet kunne også konstatere – og mændene erkendte det selv – at de var påvirkede af spiritus, fortæller TV2Nord.
Ingen af de to mænd ville dog indrømme, at de havde kørt bilen.
– Der blev lidt usikkerhed om, hvem der egentlig havde siddet bag rattet, da uheldet skete, så vi tog dem begge med på stationen for at få taget en blodprøve og afhøre dem, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.
– De er begge løsladt igen, og vi afventer resultatet af blodprøverne, før vi tager stilling til, hvem af dem, der skal sigtes for spirituskørsel, siger vagtchefen til TV2Nord.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'To unge mænd fra Sæby
kørte fulde ind i et træ' til en bekendt