
Alle Sæbynitter hører nu til Sæby Sogn
12. september 2016 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen
Betydningen at være Sæbynit har efter Kirkeministeriets afgørelse af 26. maj 2016, nu medført, at alle som bor indenfor byskiltene, nu også hører til Sæby Sogn.
Dette får stor betydning i forbindelse med det kommende menighedsrådsvalg, idet alle folkekirkemedlemmer bosiddende indenfor byskiltene, nu er såvel stemme- som opstillingsberettiget og valgbare til Sæby Sogns Menighedsråd.
Sognegrænsen mod vest følger nu Østkystvejen, Vandløsvej og Holgers Pachs Vej.
Selvom valget til Menighedsråd egentlig først finder sted den 8. november, kan valget i praksis blive afgjort allerede tirsdag, hvor det udvidede Sæby Sogn holder orienteringsmøde i Mariehuset kl 19.00.
Umiddelbart efter orienteringsmødet vil der blive afholdt opstillingsmøde med henblik på at lave en liste med min. 10 medlemmer, som skal vælges til det nye Menighedsråd, som påbegynder funktionsperioden 1. søndag i advent.
Hvis der kun kommer en liste frem inden indleveringsfristens udløb den 27. september, vil der således igen være tale om ”fredsvalg”.
Derfor er det vigtigt, at alle Sæbynitter, som er medlem af folkekirken, møder op tirsdag den 13. september kl 19.00 i Mariehuset, såfremt man ønsker indflydelse på, hvem der sidder i Menighedsrådet.
Såfremt man har spørgsmål til de nye sognegrænser mellem Sæby og Volstrup sogne, er man velkommen til at rette henvendelse til Sæby Sogns menighedsrådsformand, Henrik Stage tlf. 4018 1162 eller til kirkeværge, Benth Holst Andersen tlf. 9846 3014.
Evt. spørgsmål forud for orienteringsmødet og/eller omkring valgreglerne kan rettes til valgbestyrelsens formand, Finn Jonasson på tlf. 9846 1765 eller tlf. 2053 1765.
Valgreglerne er tillige fremlagt i kirkens våbenhus samt i Mariehuset.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Alle Sæbynitter hører nu til Sæby Sogn' til en bekendt