
Skagerrakkærne spiller i Lyngså kirke
10. september 2016 - kl. 0:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Skagerrakkærne” er en norsk visegruppe, der kommer fra områderne Bamble og Stavern, og som spiller i Lyngså kirke torsdag 29. september med start 19.00.
Danofile musikere
Gruppens beskrivelse af sig selv er, at den er ”danofil”, hvilket skal forstås på denne måde, at den tit drager til Danmark, og især Jylland når der eksempelvis skal indøves og læres noget nyt. I 2011 og 2014 var gruppen på to små turneer i Danmark, og i 2016 er der planlagt nye koncerter, som Lyngså kirke blandt andet får glæde af.
Gruppen består af Gjermund Walle, der spiller kontrabas, mandolin, guitar og banjo. Per Gunnar Bjørholt, der i daglig tale kun omtales som Pt, spiller guitar og optræder også af og til sammen med sin hustru, Velaug. Tredjemand i gruppen hedder Olaf Klunderud, og han spiller på tangentinstrumenter, mundharpe og guitar.
Alle tre musikere komponerer, og det er Olaf Klunderud og Per Gunnar Bjørholt, der skriver teksterne. Det hele foregår i klassisk norsk visetradition, hvor alle tre synger både solo og flerstemmigt.
Albums og natur
Skagerrakkærne har indspillet et par CD`er, og Pt har indspillet hele tre soloalbums.
Skagerraks kystlandskab med geologi, flora, fauna, mennesker og kultur er ofte tema i teksterne.
Alle tre er optaget af, at dem som kommer efter os også skal få et dejligt liv, i den flotte og gavmilde natur.
Alle er velkomne og der er gratis adgang.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagerrakkærne spiller i Lyngså kirke' til en bekendt