Rystet over tyveri af vinduer
og døre til FDF’s nye hus
31. juli 2016 - kl. 11:25 - af 020838
FDF kredsen i Sæby har arbejdet hårdt, længe og flot for at få bygget nyt hus, men nu er hele projektet ramt af tyveri, som primært går ud over børnene.
Tyve har i kredsens sommerferie, der slutter 16. august, stjålet alle vinduer og døre til det nye kredshus på Sølystvej nummer 8.
Sæby FDF har i over et år sparet sammen, søgt fonde og knoklet for at kunne bygge det nye hus, og nu bliver det hele udskudt og dyrere end forventet, oplyser kredsen.
Lederen vurderer, at chancen for at få tingene tilbage er nok lig 0, men FDF’erne håber, at rigtig mange deler budskabet her, så der forhåbentlig er nogen, der skammer sig over at stjæle fra byens børn, skammer sig over at stjæle fra en organisation, der udelukkende bygger på frivillig arbejdskraft og skammer sig over at at ødelægge børn og voksnes glæde ved byggeriet.
Har du oplysninger om tyveriet kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.
På Facebook er der allerede flere harme kommentarer:
–Jeg forstår simpelthen ikke at nogen kan få sig til at stjæle fra FDF spejderne. Så synd for ledere og børn, der møjsommeligt har knoklet for det hus. Ved hvor stolt vores barnebarn var, da der blev cyklet med sponsoraftaler for at skaffe penge til et dejligt spejderhus. Håber tyv(ene) får en rigtig dårlig smag i munden over at stjæle fra børn – for det er lige netop noget, der kan bringe tårer frem hos de små spejdere. Skam dig/jer
–Der er Ingen respekt for andres ting og sager, overhovedet. Håber nogle får en dårlig smag i munden, når de sætter vinduerne og dørene i.
FDF Sæby blev grundlagt 11. august 1909 og har siden været en aktiv kreds i det nordjyske med deltagelse på landsdækkende lejre og egne mindre ture.
Har du også lyst til at være med, så mød op på Sølystvej 8 og deltag i et møde.
Kredsen mødes hver tirsdag på følgende tidspunkter:
Puslinge (0. klasse) mødes 16:30-17:30
Tumlinge (1. og 2. klasse) mødes 16:30-17:30
Pilte (3. og 4. klasse) mødes 19:30 – 21:00
Væbnere (5.-6. klasse) mødes 19:30 – 21:00
Seniorvæbnere og seniorer mødes 19:30 – 21:00
Husk at alle puslinge og tumlinge kan blive hentet i SFO på Sydskolen (hentes klokken 16.00)
I FDF mødes børn og unge med fantasi, fællesskab og en kristen holdning til livet. Kerneaktiviteter er blandt andet friluftsliv, musik og leg.
Se mere om Sæby FDF ved at klikke her.
Se TV2Nords indslag om sagen ved at klikke her.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Rystet over tyveri af vinduer
og døre til FDF's nye hus' til en bekendt