
Kinesere strømmer til
Sæby for at købe rav
11. juli 2016 - kl. 1:23 - af pallew.dk
Kinesere er vilde med at købe rav hos Doris og Frants Kristensen, Ravsliberen i Algade i Sæby.
– Det er blevet en rigtig stor kundegruppe. Nogle gange kommer der pludselig en hel bus og ud stiger rigtig mange kinesere, som kommer for at handle. I begyndelsen tærrede det på lageret, men nu har vi lært at have varer nok klar, fortæller Frants Kristensen.
Ravsliberen, der også i sin tid med virksomheden i Skagen havde mange kinesiske kunder, mener at have forklaringen på det store rykind.
– I Kina kan man ikke få fat i rav. De har en slags efterligning, som vist nok bliver solgt som rigtigt rav. Når kinesiske kunder kommer her i butikken med noget, der kunne ligne rav og vil have det vurderet, må jeg skuffe dem med, at det altså ikke er rigtigt rav. Så bliver de så skuffede, at de bare må købe den rigtige vare, fortæller Sæbys berømte ravsliber.
Forleden var der på tirsdagens børnejagt efter rav på stranden og besøg i ravbutikken i Algade også en kinesisk familie med ét barn.
En del af de kinesiske kunder i Algade er turister på kortere ophold i Danmark, mens en stor del er kinesere bosat i Danmark.
– Familien fra i tirsdag er kommet her før. De har boet i Aalborg en periode og skulle her i weekenden rejse tilbage til Kina, og så ville de lige besøge os en gang mere. De købte da også en del rigtig rav med hjem. Vi har også kinesere, der køber rav her og sender det hjem til familien i Kina, så vi føler os helt internationale, fortæller Frants Kristensen, som dog ikke har lært at tale flydende kinesisk. Endnu.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kinesere strømmer til
Sæby for at købe rav' til en bekendt