
Debatindlæg: At tie er ikke det samme som at samtykke
18. maj 2016 - kl. 12:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Ingen er vist i tvivl om, at lystfiskerne har lagt stor energi i at få lavet en faunapassage for fiskene.
Men som jeg læser budskabet, så stirres der stadig blindt på at fjerne stemmeværket helt eller halvt, og dermed ændre å og Møllesø ved at vandstanden dermed sænkes ca.1,5 meter. Så kan man jo se på mølleområdet som en “bevaring” for naturhistorisk interesserede.
At lave en betonvæg og/eller spunsvægge, der deler åen opstrøms for at lave en kunstig Møllesø, der så skal have tilført vand via rør eller pumpe, det ser jeg ikke som et projekt, der er værd at bruge flere kræfter på. Dermed ikke sagt at der ikke bør ændres på forholdene, men kunne der, som jeg tidligere har tilladt mig at skrive, måske tænkes i en passage mellem broen på Frederikshavnsvej og stemmeværket, der så ikke vil ændre eller ødelægge åen, med alt hvad den nu indeholder af herlighedsværdi. Men tværtimod give de forbipasserende gode muligheder for at se fiskene vandre.
Er det så stort et ønske fra lystfiskerne med fjernelse af stemmeværket, at der ikke kan arbejdes med løsning som projektet ved Møllehuset i Frederikshavn?
Ingen tvivl om at jeg tager parti i denne sag, vi lodsejere og ikke mindst byen og området mister en stor herlighedsværdi hvis åens vandstand sænkes, og åen med de rekreative muligheder, der er til stede, nu går tabt “kun” for at skabe de helt optimale betingelser for fiskene.
Fakta er vel at åen får et helt andet udtryk, hvis man helt eller delvist fjerner stemmeværket. Forslagene indtil nu fjerner helt den visuelt smukke å, samt muligheden for at ro og padle på åen fra stemmeværket og opstrøms.
Det er jo ikke kun os lodsejere, der har denne mulighed nu. Om vi kun er nogle få bredejere, der er bekymrede, det vil jeg ikke turde satse ret meget på. At tie er ikke det samme som at samtykke.
De beslutninger, der på godt eller ondt tages nu, får betydning for byen mange år frem. Derfor bør alle muligheder belyses, inden en evt. beslutning om ændring af åen tages. Det er forhåbentlig ikke drømmen om økonomisk gevinst og en deadline for indhentning af et tilskud, der skal tilsidesætte andre forslagsgivere, der måtte have et bud på en god og holdbar løsning til gavn for fisk og mennesker.
Max Kjæhr, Pindborggade
En kommentar til “Debatindlæg: At tie er ikke det samme som at samtykke” under annoncerne.
I dokumenter om danske vandmøller står der at Sæby vandmølle blev fredet i 1979.
Sæby har fået tildelt 500.000 kr til bycenterudvikling.
Hvordan kan man tillade sig at ændre så voldsomt på et fredet område ? Jeg har ikke noget imod lystfiskerforeningen i Sæby, men hvad er en fredning værd hvis man i sin iver efter fri passage for gydende fisk blæser på fredning og den enestående seværdighed i byen.
Er Sæby vandmølle med vandfaldet ikke et af de mest fotograferede motiver i Sæby ?
Jeg synes ikke det giver mening at bruge en halv million på bycenterudvikling, og så nærmest lave massakre på den lille perle ved indfaldsvejen til byen.