
Foreningshus måske på vej i Voerså
31. marts 2016 - kl. 11:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I et stykke tid har der foregået intense forhandlinger med Frederikshavn Kommune, om overtagelse og køb af den gamle børnehave på Ny Skovgårdsvej i Voerså.
På Voerså Borgerforenings generalforsamling, der blev afholdt onsdag 30. marts i Voerså IFs klubhus, kom det frem, at Voerså Borgerforening gerne vil stå i spidsen for foreningerne i området, i de videre forhandlinger med kommunen. På generalforsamlingen oplyste formanden, Bjarke Laubek, at foreningen allerede havde en del kontakt med andre foreninger, der var interesseret i, at borgerforeningen fortsatte forhandlingerne om et eventuelt køb.
Voerså Borgerforenings bestyrelse havde et forslag til generalforsamlingen, som foreningen ønskede, at der skulle tages stilling til. Forslaget gik ud på, at få et ja fra forsamlingen til et eventuelt køb af den gamle børnehave, som egentlig fra kommunens side var at jævne med jorden. Bestyrelsen fik 100 % ja opbakning fra generalforsamlingen.
I sin beretning sagde formand Bjarke Laubek: – 2015 var året, hvor vi måtte sende den sidste 9. klasse afsted med afgangseksamen fra Stensnæsskolen, og fra sommeren 2015 har vi også måtte sende vores 7. – 9. klasser til Sæby og Dronninglund. En fælles indsats for at understøtte de tilbageværende aktiviteter omkring skole, SFO og børnehave, vil vi fra borgerforeningens side have fokus på, i de kommende år. Første skridt i denne retning håber vi bliver erhvervelsen af de gamle børnehave-bygninger, hvor vi med overtagelse af disse håber at kunne skabe et fælles mødested for byens foreninger, og samtidigt kunne medvirke til etablering af faciliteter, som kan være et aktiv for byens borgere og i særdeleshed børnene i fritiden, men også rumme faciliteter og tilbud som kan øge mulighederne for børnene i skoletiden, sagde formanden.
Ud over det allerede nævnte, omtalte formanden også andre af borgerforeningens aktiviteter som Landsbyrådet, cykelture, Sct. Hans aften, musikaftener på den gamle krogrund, aktiviteterne ”Fra sted til sted”, fællesarrangement i august med Voerså IF, Voerså Byudvikling og Voerså Kirsebærlaug, landsbyplan sammen med Lyngså og Præstbro borgerforeninger samt byens årlige julefest. Voerså Borgerforening vedligeholder flagalléen, naturlegepladsen, fugletårnet, shelters, ophalingspladser til kanoer, Voerså Torv, julebelysningen samt græsslåning af Højen og Anlægget. Alt dette bliver gjort ved frivilligt arbejde. Formanden påpegede da også dette frivillige arbejde, og rettede en tak til de involverede for hjælpen.
Overskud i kassen
Trods de mange aktiviteter Voerså Borgerforening har i gang, fortalte kasserer Christian Frøstrup, at årets resultat var et plus på kr. 2.407 -. På en konto i en sparekasse stod der kr. 113.657 –, og på en konto i en bank var der en beholdning på kr. 6.776 -. Højen var vurderet til kr. 34.500 – og Voerså Anlæg til kr. 149.500 -.
Alle valg var genvalg
Dorte Nielsen, Ole Kristensen, Ejvind Pedersen og Mogens Berg Jensen blev genvalgt til bestyrelsen.
Brian Mølgård og Johnny Andersen blev genvalgt som suppleanter til bestyrelsen og Rigmor Sørensen genvalgtes som revisor.
Tekst og foto Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foreningshus måske på vej i Voerså' til en bekendt