
Dansk-amerikansk ægtepar udstiller på Sæby Bibliotek
25. marts 2016 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Ægteparret Liselotte Dyhrberg og Robert Saybolt udstiller i april måned deres kunst på Sæby Bibliotek. Hun med sine malerier, og han med sine skulpturer. Parret bor i Frederikshavn.
Liselotte Dyhrberg er flyttet tilbage til sin fødeby Frederikshavn, efter 34 år i USA – nærmere San Francisco, hvor hun har fået sin uddannelse på SF Art Institute i billedkunst, og på SF State University som lærer. – Jeg har undervist tusindvis af børn i San Francisco, fortæller hun, og jeg nød at omgås de unge legende og åbne mennesker, som samtidig har været en kilde til min egen inspiration og kunst.
H. C. Andersen
For to år siden begyndte hun på sin H. C. Andersen-serie. – Jeg genskabte et forhold til de historier, jeg er vokset op med, og indså, at jeg slet ikke kendte dem særligt godt, forklarer Liselotte Dyhrberg. Det gav hende ideen til at plukke øjeblikke i historierne, som har en særlig betydning for hende. Det skabte også en stærk forbindelse til det danske liv, hun er vokset op i. – Jeg håber malerierne nydes så meget, som jeg har nydt at male dem.
Humoristiske skulpturer
Robert Saybolt er amerikansk kunstner, gift med Liselotte. Han har, som sin kone, i flere år undervist børn i San Francisco, i dag arbejder han på Skagen Skole. Robert Saybolt arbejder med skulpturer i repurposed træ kombineret med andre materialer f.eks. metal, sten og maling.
Inspirationen henter han bl.a. i den skønhed, han ser i sit nye hjemland. Skulpturerne kan være både humoristiske, skæve og melankolske. – Jeg elsker at finde forbindelser mellem former f.eks. opstigende røg fra en skorsten, der bliver til halen på en kat, en træstamme bliver til masten på et skib, forklarer Robert. Der er verbale ordspil som f.eks. et hus med ben, der er blevet til ”Vandrehjem” eller ”Slots” øl bliver ”The Castle”, som i udtrykket ”A Mans Home is his Castle”!
Liselottes billeder kommer til at pryde væggene, mens Roberts skulpturer får plads i montrerne på biblioteket. Indirekte er Liselotte i øjeblikket udstillingsaktuel på Frederikshavn Bibliotek, hvor malerier fra de fire FOF-malehold hun underviser i vises.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dansk-amerikansk ægtepar udstiller på Sæby Bibliotek' til en bekendt