1100 gæster til Hørby Bazar<br>…

1100 gæster til Hørby Bazar

23. marts 2016 - kl. 14:26 - af

Hørby Bazar må for alvor siges at have slået sig fast som en succes og en tradition i den lille nordjyske by, Hørby. Det store indendørs loppemarked tiltrak i år over 1100 gæster – dertil kommer også antallet af standene, som også slog sidste års rekord.

Selv om arrangørerne havde gjort deres forarbejde godt og arbejdet hårdt på at gøre årets Hørby Bazar til en succes, så var det alligevel ikke ventet, at så mange mennesker ville lægge vejen forbi Hørby.

”Hele 60 byer var repræsenteret, enten som kunder eller kræmmere”, fortæller Helle Brinkmann, der er en af arrangørerne af Hørby Bazar. – ”Nu er vi nordjyder jo ikke meget for at rose os selv, men vi er alligevel meget glade for resultatet, for folk gav udtryk for, at de havde en rigtig god dag, uanset om de var kræmmere og havde lejet en stand, eller om de kom som besøgende for at gøre en god handel”, lyder det fra Helle.

En god dag i hyggelige rammer

Straks man trådte inden for i den flotte, nyrenoverede foyer på Hørby Efterskole, hvor Hørby Bazar blev afholdt, trådte man ind i området med stande. Standene fortsatte ind i hallen og videre i skolens motionsrum. Hver kræmmer havde nemlig købt rettigheden til 2 meter bord og to stole, sammenlagt gav det 200 m boder med fristende varer. Alle steder var der gode tilbud at hente inden for tøj, sko, legetøj, tasker, smykker, pyntegenstande, indretning, brugskunst og meget andet. Skulle trætheden eller måske sulten trænge sig på undervejs, var der også tænkt på det, for bazaren havde lavet en café, hvor man kunne købe kaffe, the, boller, kager, pålægsboller, frugt mv. og lade roen falde over sig, inden man igen gik på opdagelse i de mange stande.

På spørgsmålet om hvad der får en kræmmer til at støtte op om Hørby Bazar, svarer Heike Jensen fra Tårs: ”Det er et rigtig godt arrangement og holdt i et prisleje, hvor alle kan være med – og så er der en god stemning her på Hørby Efterskole”.

At netop efterskolen lagde lokaler til bazaren var ingen tilfældighed. Den lokale efterskole, der til daglig huser 130 elever, har ry for at være engageret i lokalsamfundets udvikling og lægger gerne lokaler eller sportsbaner til de arrangementer, som byens foreninger afholder, også selvom det kræver en indsats. Dagen før havde der været afholdt en gensynsdag for tidligere elever på efterskolen med bl.a. opførelse af årets musical i hallen, så for at gøre klar til bazaren, måtte hallen først omdannes fra musical- og festsal til bazar, med opstillede borde, café og god plads til de mange besøgende. Et arbejde, som både frivillige fra bazaren, lærere og elever tog del i.

Et godt lokalt arrangement
Der var heller ingen tvivl om, at folk fra Hørby var glade for arrangementet. De stillede gerne op som parkeringsvagter, tog en tjans i caféen, bagte kage eller hjalp til med at sætte borde op til de mange stande. Kristinna Thorø fra Hørby fortalte: ”Vi gør det fordi, det er et fedt initiativ, og det gør noget godt for byen”.

Kom man som gæst til Hørby Bazar, blev man budt velkommen med tilbud om at deltage i en konkurrence, hvilket 1.067 gæster tog imod. Hver time var der så lodtrækning i konkurrencen, hvor man kunne vinde påskeæg eller gavekort til standene. Overskuddet fra årets Hørby Bazar blev på kr. 10.839,07, og går til deling mellem Hørby BørneMusikFestival og Hørby Bylegeplads.

De tre initiativtagere bag Hørby Bazar, Ann Bang, Hanne Jakobsen og Helle Brinkmann, blev flere gange i løbet af dagen spurgt om, hvornår der afholdes Hørby Bazar næste gang, og mon ikke Hørby Bazar er kommet for at blive?

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '1100 gæster til Hørby Bazar
...'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger