
Møde bød på kritik, genvalg og glædeligt besøg
21. marts 2016 - kl. 15:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Socialdemokratiet i Frederikshavn Kommune ved partiforeningerne i Skagen, Sæby og Frederikshavn, indledte årets Repræsentantskabsmøde i Kreds- og Fællesledelsen med Oskar Hansens gode gamle arbejdersang: Når jeg ser et rødt flag smælde. Hermed var tonen slået an til et indholdsrigt møde med vigtige punkter på dagsordenen.
Efter formalia aflagde formand, Danni Nikolajsen kredsens beretning, der havde et stærkt fokus på rigets tilstand efter Folketingsvalget i 2015, hvor blå blok overtog regeringsmagten. Og det endda på trods af, at Socialdemokratiet igen blev Danmarks største parti. Problemerne har siden dag ét stået i kø i Lars Løkkes nye regering, der er hårdt mærket af, at være en mindretalsregering uden enighed om ret meget.
To venstreministre er siden valget for ni måneder siden fratrådt deres poster med baggrund i urent trav, og de øvrige liberale partier i blå blok truer på skift Løkke. DF, der har udråbt sig selv til de svages parti, stemmer glad og gerne for velfærdsstramninger for et par grænsebomme. Deres vælgere må i særlig grad føle sig udsat for et stort vælgerbedrag!
Ved at bruge asylansøgere som buffere, holder DF fast i et fremmedhad, da nogen jo skal være årsagen til velfærdsforringelserne. Hvornår opdager de mange danskere der har stemt på DF, at de ikke har stemt på et parti, men en samling af personer med en ideologi om et Danmark kun for danskere!
Det ville være mere løsningsorienteret, om blå blok i stedet for bevidstløs klapjagt på ledige, kontanthjælpsmodtagere, syge veteraner, handicappede og asylansøgere, fik de mange milliarder udestående og svindlede skattekroner i hus. Så ville der igen være råd til verdens bedste velfærdssamfund, og ingen samfundsgrupper skulle være syndebukke for en fejlslagen ført politik.
Formanden takkede valgte til byråd, region og folketing for en god og solid indsats på alle poster, og i særlig grad Borgmester, Birgit Stenbak Hansen, der formår et samarbejdende byråd. Birgit har altid fokus på løsning af morgendagens udfordringer, og bakker op om alle gode tiltag i borgernes og kommunens interesse og tjeneste. Intet er for stort eller småt, og Birgit kommer, når der kaldes. Den socialdemokratiske byrådsgruppe har et ualmindeligt godt samarbejde, og alle gruppens medlemmer bidrager positivt til kvalitative beslutninger.
Kredsens Folketingsmedlem fik også flotte ord med på vejen. Bjarne Laustsen repræsenterer på bedste vis kredsen og Nordjylland, og værner til stadighed om klassisk socialdemokratisk politik. Derfor nød Bjarne Laustsen igen vælgernes store opbakning ved Folketingsvalget i 2015, hvor 16.000 mennesker satte deres kryds ved ham.
Kredsen er altid klar til Folketingsvalg, udtalte formanden, uanset hvornår det måtte blive udskrevet. Der soves med støvlerne på, og med håbet om igen at blive et regeringsbærende parti, med Mette Frederiksen på statsministerposten.
Der var genvalg, stående applaus og røde roser til Borgmester, Birgit Stenbak Hansen, og Folketingsmedlem, Bjarne Laustsen.
Formanden takkede med vin og ord også kredssekretær, June Menne, der ikke ønskede genvalg på posten, for en god indsats i kredsen. Nyvalgt blev Linda Heidemann. Suppleanter blev René Jørgensen og June Menne. På øvrige poster var der genvalg. Formanden takkede med vin også dirigent, Jens Erik Kristensen, for en god ledelse af Repræsentantskabsmødet.
Dagen sluttede med et meget bevægende besøg af fire flygtningekursister fra henholdsvis Palæstina, Syrien, Kurdistan og Congo. De fortalte om deres ankomst til Danmark, og om hvor godt modellen med danskundervisning og arbejdspladspraktik på Danish Crown har virket for dem. Alle er meget optagede af, at blive gode skatteydere, og ikke mindst gode til det danske sprog. Deres forskellige baggrundshistorier og deres varme tak til det danske folk og kommunen for en god modtagelse, fik flere deltagende til at knibe en tåre. De er helt bestemt alle gode eksempler på en vellykket integration, og der blev takket varmt for deres deltagelse med røde roser.
Repræsentantskabsmødet afsluttedes med fællessang af: Danmark for folket (Oskar Hansen)
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Møde bød på kritik, genvalg og glædeligt besøg' til en bekendt