
Sjette klasses debut på de skrå brædder
18. marts 2016 - kl. 6:15 - af Henrik Christensen
Det kan da godt være, de mangler et år i forhold til 7. klasse, som plejer at spille komedie ved årets skolefest på Stensnæsskolen i Voerså. Men det lod 6. klasses elever sig ikke anfægte af, og de gik på med krum hals, og spillede det bedste, de havde lært under kyndig vejledning af kasselærer og instruktør Inge Rasmussen.
Overbygningen på Stensnæsskolen er sparet væk, og derfor var det 6. klasse, der spillede komedie. Eleverne havde glædet sig rigtig meget til forestillingen, som fandt sted i Voersåhallen torsdag 17. marts med premiere om aftenen og generalprøve om formiddagen, hvor Voerså Børnehave samt bedsteforældre og andre pårørende var velkomne til at se en komedie af Knud Erik Meyer Ibsen. ”Hvor mange z´er er der i Pisa”?
Uvorne unger
Selve komedien var bygget op i en skoleklasse, som ”lærer Andersen”, der blev spillet af Mads Jensen, havde sit hyr med at styre. Måske ligger det slet ikke så langt fra elevernes hverdag, som det at komme for sent, zappe på mobiltelefoner, spise slik og papirkugler, der af og til fløj rundt i klassen på scenen. ”Guf”, der blev spillet af Emma W. Jensen, havde indtil flere yankie bar gemt forskellige steder på kroppen. Trods ”lærer Andersens” inddragelse af hendes slik, lykkedes det alligevel hende at guffe slik i sig i timerne. Det var blot et par af de småting, ”lærer Andersen” måtte slås med, samtidig med han også i stykket havde en rolle som slagter, hvor han blev udsat for et røveri og jog røveren på flugt med en stor kødøkse.
Tur til Pisa
Der skal spares på budgetterne, og klassens lejrtur er aflyst. Klassen deltager i en konkurrence om stavning, som undervisningsministeren har udskrevet. Klassens duks, ”Bibi”, der blev spillet Katrine Andersen, blev udset til at skulle klare ærterne for resten af klassen, der var helt klar over, de aldrig vandt, hvis ikke stavningen var i orden. Trods mange skærmydsler og rod med hacking på pc-erne frem og tilbage, blev klassen opdaget i at snyde, men erkender snyderiet, som jo er en alvorlig sag! Alligevel får klassen vendt løjerne til egen fordel, efter at have erkendt de snød: og så gik turen til Pisa.
Boder i klasseværelserne
Efter aftenens forstilling fortsatte skolefesten i skolens lokaler, hvor der i klasseværelserne var opstillet diverse boder med blandt andet en kartoffel-smadremaskine, popcorn, påsmøring af neglelak, labyrint og diskotek, samt en hel masse andre ting som eleverne kunne more sig med i løbet af aftenen.
Elevtræf
Stensnæsskolen er fra 13. august 1956, og mange af både forældre og bedsteforældfre har gået på skolen. I den anledning var der et elevtræf, hvor tidligere elever og lærere kunne hilse på hinanden. Her blev der udvekslet mange erfaringer, og i særdeleshed ”kan du huske dengang”? Træffet blev ledet af Inge Rasmussen.
Tekst og fotos Cille Strøm
- Lærer Andersen har sit hyr med ”Guf”, der kom for sent.
- Lærer Andersen fortæller eleverne om den sparede lejrtur.
- Klassen prøver at tjene penge ved at hjælpe ældre damer over vejen og spille og synge på gaderne.
- Klassen prøver at tjene penge ved at hjælpe ældre damer over vejen og spille og synge på gaderne.
- Slagteren bliver udsat for røveri.
- Piger til møde med Moselund, der spilles af Josefine Frydkjær.
- Klassen til eksamen i stavekonkurrencen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sjette klasses debut på de skrå brædder' til en bekendt