
Apoteket informerer om uddannelsestilbud
13. marts 2016 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Apotek har et tilbud til unge mennesker, der vil have en uddannelse, hvor de kommer tæt på andre og lærer en masse om sundhed, sygdom og lægemidler.
Ifølge farmakonom Mette Møller fra Sæby Apotek kan det godt betale sig at slå et smut forbi apoteket, hvis man er interesseret i en god uddannelse, hvor man endda bliver i byen, mens man uddanner sig.
”Vi har en rigtig spændende hverdag på apoteket. Vi rådgiver om medicin, og vi hjælper folk til et bedre helbred. Hvis man vil være en del af det og har lyst til en uddannelse på apoteket, så er chancen der nu,” siger farmakonom Mette Møller om muligheden for at få en farmakonomuddannelse.
Uddannelsen er et treårigt forløb, og det meste af tiden bliver brugt på Sæby Apotek, men der er også otte skoleophold på Farmakonomskolen i Hillerød, sammen med andre farmakonomelever fra resten af landet. De otte ophold er på sammenlagt 23 uger og kost og logi på skolen bliver betalt af apoteket. Man får også løn under hele uddannelsen. Det kræver en studentereksamen eller en uddannelse som social- og sundhedsassistent at komme i betragtning.
”Noget af det gode ved uddannelsen er, at man får brugt alt det, man lærer på sko- len, når man kommer hjem på apoteket. Der er en rigtig god blanding af teori og praksis,” siger farmakonom Mette Møller.
Blandt fagene på skoleopholdene er bl.a. anatomi og fysiologi, patologi, farmakologi, medicinsk sociologi, sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, kommunikation, formidling, etik, kvalitetsstyring og markedsføring. Apoteksarbejdet kræver desuden, at man er god til dansk, matematik og it. Uddannelsen og arbejdet som farmakonom handler dog om andet end det, man kan læse sig til.
”Man skal kunne lide at tale med mennesker. En stor del af vores arbejde handler om at gøre det trygt for folk at bruge deres medicin og give god rådgivning, og det kræ- ver mere end kun viden om medicin,” siger farmakonom Mette Møller.
Hvis man vil vide mere om uddannelsen, kan man kontakte Sæby Apotek. Du kan også finde information på pharmakon.dk/farmakonomuddannelsen.
Der er ca. 5.500 farmakonomer over hele landet. De fleste af dem arbejder på private apoteker, andre på sygehusapoteker eller i medicinalindustrien.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Apoteket informerer om uddannelsestilbud' til en bekendt