Skolefest på Stensnæsskolen i Voerså
10. marts 2016 - kl. 0:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nye tider og skikke – Under normale omstændigheder ville det have været 7. klasserne på skolen, der skulle sørge for årets underholdning i form af en skolekomedie, som det har været skik og brug i adskillige år. Tiderne har ændret sig, og siden sidste år er overbygningen blevet fjernet fra skolen, og nu er der kun elever fra 0 – 6. klasse på skolen. Men det skal ikke forhindre, at der bliver skolefest, så 6. klasse tager over og spiller stykket ”Hvor mange z´er er der i Piza?” En komedie der er skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen
Klasselærer Inge Rasmussen fortæller, at eleverne har øvet flittigt, de sidste uger, og glæder sig meget til at vise hvad de kan, på de skrå brædder.
Selve komedien foregår torsdag 17. marts og som tidligere i Voersåhallen. Derefter er der en bred vifte af boder i selve skolebygningen, som passes af eleverne på skolen. Skolefesten slutter 21.00.
Dørene åbnes 17.30, og skuespillet begynder 18.00.
Torsdag 10.00 er der generalprøve for børnehave, bedsteforældre, pensionister samt andre med tid, lyst og lejlighed.
Info og handling
Lejrskolen er aflyst for klassen. Der skal spares, og så er det slut med sjov til elevernes store ærgrelse. Læreren fortæller, at undervisningsministeren har udloddet en rejse, til det skæve Tårn i Pisa, for den danske skoleklasse, der klarer sig bedst, i den store test af elevernes stavefærdigheder. Men klassen kender hinanden godt nok til at vide, at de aldrig kommer til at vinde. Alligevel forsøger de og afholder stavekonkurrencer, men det går helt skævt lige indtil Aja og ”PC” finder ud af, de kan hacke skolens UNI-login, som de skal lave testen på. De skal bare have klassens superstaver, Bibi, til at være med, så det hun skriver, ryger ud på de andres bruger-ID.
Bibi vil ikke, men bliver udsat for et kæmpepres af de andre, så hun til sidst giver sig.
Alle er sikre på, at de vinder, men Bibi får feber, og klassen bliver afsløret, da alle pludselig har præcis, de samme stavefejl.
Det er en meget alvorlig sag, men mon ikke eleverne alligevel får vendt sagen til deres fordel,
efter de har erkendt, at det er aldeles forkert at snyde!
Det er ikke godt at vide, hvad der videre sker, men er man nysgerrig nok, så må man møde op og se hvordan, det hele slutter – måske er der lidt positiv Morten Korch stemning over foretagendet?
Tekst og foto Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skolefest på Stensnæsskolen i Voerså' til en bekendt