
Samlere mødtes på Hjallerup skole
7. marts 2016 - kl. 14:25 - af Henrik Christensen
Hvert forår arrangerer Østvendsyssel Frimærke- og Møntklub ”Byttedag” på Hjallerup skole. Det skete i år lørdag 5. marts, hvor omkring 350 samlere af frimærker, mønter, postkort og andre lignende samleområder forventningsfuldt satte hinanden stævne.
På stedet var der professionelle handlere, der havde alt hvad en samler behøver. Samlerne selv var også velkomne til selv at have en stand på stedet. Hele dagen var der folk, der slæbte rundt med mapper og byttede og handlede, det bedste de havde lært for om muligt at få dækket huller i samlingen.
Formanden for klubben, Jørgen Østerled Andersen, havde rigtig mange gøremål i løbet af dagen. Han var da også træt, og kunne godt mærke han ikke var 20 år længere, men var godt tilfreds da det var lukketid sidst på dagen. Han sagde. – Alt er gået, som det skulle – næsten da. Vi havde lige lidt betænkningstid under auktions- og formidlingssalget, hvor der var et par ting, der havde forputtet sig, men problemet blev løst til alles tilfredshed, så det har været en rigtig god dag. Det giver mod på igen at lave et nyt arrangement næste år.
Auktion og formidlingssalg
Hvert år er der i forbindelse med ”Byttedagen”, som nærmest kan betegnes som en samlermesse, et auktions- og formidlingssalg. I år var der 167 numre på listen, og 95 % af disse blev solgt. På listen var der en dansk 1 øre fra 1881 i kvalitet 1+, som blev solgt for kr. 11.800 – til en glad samler fra Brønderslev. Samleren mangler nu kun en enkelt mønt i, at samlingen er komplet fra 1874 og til i dag.
På auktionen var alt udover frimærker og mønter en hel del rodekasser, som etablerede samlere havde sat til salg for næsten ingen penge. I kasserne var alle mulige former for tilbehør, som andre så kunne få glæde af. I auktionen, som blev ledet af formanden, deltog omkring 75 af de fremmødte.
Tekst og fotos Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Samlere mødtes på Hjallerup skole' til en bekendt