
Ny Privatkundechef i nye omgivelser
7. marts 2016 - kl. 11:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nordjyske Bank i Sæby har fået ny Privatkundechef. Annemette Mæhle, der kommer fra en stilling som souschef i bankens afdeling i Hjørring, tiltrådte 25. januar.
Annemette har været ansat i Nordjyske Bank i mere end 29 år, og har tidligere været filialchef i bankens afdeling i Østervrå.
Hun er 47 år og bor i Østervrå med sin mand Ole – sammen har de 3 drenge. De er alle 3 aktive fodboldspillere, så weekenderne bruges ofte på at følge dem fra sidelinjen. De 2 spiller i den lokale fodboldklub i Østervrå på hhv. U17 og serie 2 – og den mellemste spiller i AaB på U19 liga-holdet. Hun er engageret i den lokale idrætsforening – både som aktiv udøver og frivillig hjælper. Ferier og weekender bruger familien gerne på camping i ind- og udland. Blandt andet har de de sidste par år camperet tæt ved Sæby, hvor de nyder naturen omkring byen, og ofte går eller cykler en tur til havnen eller i skoven.
”Jobbet som Privatkundechef i Nordjyske Bank i Sæby er en spændende og interessant udfordring for mig. Banken er meget kendt i Sæby med placeringen midt på Torvet og engagementet i de lokale foreninger og klubber. Vi brænder for byen, og det er vigtigt at vise – også i den daglige rådgivning af vores kunder” siger Annemette og fortsætter ”Jeg glæder mig til at møde kunderne, og til at bidrage til at vores dygtige team af rådgivere fortsat arbejder godt sammen, så vi bliver ved med at have en rigtigt god bank.”
Renoverede lokaler
Annemette har endda haft fornøjelsen af at starte det nye job i en komplet nyrenoveret afdeling, hvor der virkelig er tænkt på at gøre lokalerne lyse og venlige – og med topmoderne mødelokaler, hvor der er tænkt på, at kunderne i ro og fred kan sidde med deres rådgiver og finde de helt rigtige økonomiske løsninger og muligheder.
Åbent hus
Banken markerer både ansættelsen af den nye Privatkundechef samt de flotte nye lokaler ved et Åbent Hus-arrangement fredag den 18. marts fra kl. 14.00-16.00 hvor kunder og forretningsforbindelser er velkomne til at kigge ind.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny Privatkundechef i nye omgivelser' til en bekendt